Foto: Ggia, Wikipedia

Foto: Ggia, Wikipedia

Hvis det kan bringe den tyrkiske præsidents aftale med Angela Merkel i fare, er et stort flertal af flygtninge villige til at erklære, at Erdoğan har en “ret lille penis”.

Ahmed Saiyd er flygtet fra Damaskus i Syrien. Nu er han bosat i en tyrkisk by, han helst ikke vil navngive af frygt for repressalier, som “intet har med den tyrkiske stat at gøre”, understreger han.

Selvom Sayid hverken har internet eller tv, har han så afgjort kraftige holdninger til spørgsmålet om, hvorvidt en tysk satiriker har ret i sin karakteristik af den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan.

Ufindelig nanopenis
“For mig at se er der ingen tvivl om, at præsident Erdoan har en utrolig lille penis. Jeg kender personligt nanoforskere, som ikke har kunnet lokalisere den,” forklarer Ahmed Sayid og tilføjer, at han særlig mener dette, såfremt det får Erdoğan til at annullere flygtningeaftalen med EU:

“Men hvis Erdoğan opsiger aftalen, er jeg helt indforstået med er erklære, at hans penis har præcis den længde, som Erdoğan foretrækker. Vi kan sagtens sige 2-3 meter eller mere for min skyld!”

Indtil slutningen af januar havde Sayid regnet med at rejse med sin søn og hustru til den græske ø Lesbos og derfra videre mod Nordvesteuropa. Den plan blev imidlertid forpurret af en aftale mellem EU og Tyrkiet om at sende illegale immigranter retur.

Ingen gedesex
Flere end ni ud af tid flygtninge, som RokokoPosten har talt med, mener, at Erdoğan har en lille penis, så længe han opretholder flygtningeaftalen. Flere anfører dog, at de kun mener, at den tyrkiske præsident har udført obskøne seksuelle handlinger med dyr og madvarer af tvivlsom kvalitet, hvis han undlader at opsige denne.

“Hvis Erdoğan holder op med at sende flygtninge retur over Middelhavet, mener jeg absolut ikke, at den tyrkiske præsident nogensinde har haft sex med geder, og at hans penis på ingen måde er højst syv centimeter lang i erigeret tilstand,” siger en anonym syrisk flygtning. Ahmed Saiyd bekræfter.

“Ja, jeg kalder ham hellere end gerne min favoritsultan og penishersker over Den Øverste Port, hvis han indvilger i at lade os rejse langt, langt væk fra hans stadig mere autoritære og repressive regime,” siger Sayid med et kun let anstrengt smil.