Foto: Bigstock

Foto: Bigstock

De syriske oprørsgrupper skal gå sammen i et joint venture, og Netanyahu skal arbejde med sin brandingstrategi, mener erhvervsmanden i ny dokumentarserie.

“Bosættelserne er et dårligt signal, så jeg synes, du skal droppe dem.”

Asger Aamund holder blikket på den israelske premierminister, der vrider sig i stolen og mumler noget om, at hans venner synes, de har fortjent at være på Vestbreddens besatte områder.

“FN kan ikke lide det. Din brandgenkendelse er 82 % negativ. Kill your darlings, Bibi!” beordrer erhvervslederen, mens en march lyder i baggrunden. Vi er i gang med første afsnit af Asger og de mellemøstlige.

Samler oprørsgrupper
Her skal Asger Aamund i løbet af seks afsnit besøge brændpunkter i Mellemøsten og tale med politikere, oprørsgrupper og andre, der spiller en rolle i områdets mange konflikter.

“I dag er positionerne fastlåste, og en positiv fremtid virker urealistisk på trods af Mads & Monopolets redningsforsøg i 2010. Her mener vi, at Asger med sine erfaringer fra erhvervslivet kan vende bøtten og bibringe nye erkendelser,” siger DR2’s programchef, Christoffer Guldbrandsen, og henviser til en scene, hvor Aamund har samlet lederne af tre syriske oprørsgrupper.

“I slås alle hver for sig for at blive en slags Islamisk Stat light. Hvad med at gå sammen i et joint venture, der brander sig på rigid islamisme, men mindre psykopatisk vold og færre rabiate dommedagsfantasier?” spørger Aamund, der formår at bløde de skeptiske mænd op, så de ved slutningen af afsnittet overvejer en fælles selvmordsbombning.

Følg op på de ansatte
Ligesom i programmerne Asger og de langtidsledige og Asger og de nye danskere fokuserer Aamund ikke kun på enkeltpersoner, men spørger også danske politikere, hvordan det kunne gå så galt.

Han kritiserer Anders Fogh Rasmussen for ikke at have udformet en ordentlig målgruppeanalyse, inden danske soldater gik ind i Irak. Dernæst burde Fogh have belønnet sine militære ansatte bedre efter indsatsen, mener Aamund.

“Hvad med løbende at invitere veteranerne og deres familier til Bali eller Thailand? En medalje samler støv i skuffen, men konsekvent management follow-up sikrer høj medarbejdertilfredshed, så du ikke pludselig ser et debatindlæg fra en sergent i kørestol, der skriver, at du er krigsforbryder.”