Foto: Photosebia, Bigstock

Foto: Photosebia, Bigstock

“Ekspertviden har en socialistisk slagside,” siger finansminister Claus Hjort Frederiksen efter, at en ny rapport har vist sig ikke at støtte Venstres politik fuldstændig.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) var rolig og forventningsfuld, da han i fredags satte sig til rette ved det pressemøde, hvor økonom Peter Waage Hansen skulle fremlægge sin rapport om velfærdsstatens fremtid.

Efter bare et kvarter blev det dog tydelig for alle de tilstedeværende, at Waage-rapporten ikke er 100 % positiv over for regeringens seneste tiltag.

“Det var et chok for alle, både politikere og presse, at en politisk udpeget ekspert sådan gik hen og mente noget andet end den regering, der har sat ham til at mene noget,” siger et anonymt folketingsmedlem, der er vant til, at kommissioner og ekspertgruppers holdninger flugter med den gældende politik:

“Ellers ville der ikke være nogen mening med at udpege dem.”

Socialistisk slagside
Også finansministeren er både harm og skuffet.

“Jeg kan ikke acceptere den her såkaldte faglighed og havde ærlig talt forventet mig mere af nogle mennesker, som jeg havde anset for at være både fornuftige og samvittighedsfulde eksperter. Men ekspertviden har tydeligvis en uredelig socialistisk slagside,” siger Claus Hjort Frederiksen, men understreger, at hans personlige utilfredshed med rapporten naturligvis ikke vil få nogen indflydelse på Peter Waage Hansen og kollegernes videre karriere:

“Alle muligheder ligger teoretisk set åbne for dem, både i den statslige administration og andre steder. Hvis altså potentielle arbejdsgivere kan se gennem fingre med deres skruppelløse økonomiske beregninger og totale mangel på politisk tæft.”

Typografien vil noget nyt
Regeringen planlægger allerede at nedsætte en kommission, der skal kulegrave Waage Hansens rapport og udfærdige en ny “og mere retvisende” bedømmelse af Venstres politik.

Hos oppositionen mener man derimod, at Waage-papirerne er udtryk for et korrekt og fordomsfrit syn på politik og økonomi.

“Jeg føler meget stærkt i maven, at det her er positivt. Allerede i typografien og logoet ser man, at det her kan rykke os videre fremad,” lyder det fra Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk.