Foto: pressefoto, venstre.dk

Foto: pressefoto, venstre.dk

“Hvis man kalder mig fascist, skal man i fængsel. Så let er det. Hvordan skal jeg ellers bevise, at sådan en anklage ikke har noget på sig?” lyder det fra integrationsminister Inger Støjberg efter, at hun blev mødt med tilråb under et besøg på Nørrebro.

To unge kvinder risikerer at skulle i fængsel i op til seks måneder. Det skyldes, at de råbte “fascist” efter integrationsminister Inger Støjberg, da hun onsdag besøgte Nørrebro.

Til RokokoPosten fortæller ministeren, at hun var på Nørrebro for at fortælle, at det er vigtigt at respektere autoriteterne, og at hun derfor følte sig nødsaget til at reagere.

“Der er tale om to mennesker, der slet ikke har samme magt som jeg. Faktisk har de i praksis ingen magt, selvom de selvfølgelig har stemmeret. Så for ikke at tabe ansigt som autoritet, blev jeg nødt til at cementere min position ved at lade politiet gribe ind over for deres uhyrlige tilråb,” siger hun.

Ingen tankekontrol
Hun understreger dog, at hendes ærinde ikke er tankekontrol eller begrænsning af ytringsfriheden. Det handler udelukkende om at sikre, at ingen er i tvivl om, hvem der har magten.

“Tankekontrol ligger mig meget fjernt. Her er der blot tale om en mild form for talekontrol for at tæmme pøblen. Hvis jeg ikke gjorde noget, ville der nemt opstå en stemning, hvor alle tror, at de bare kan kalde mig fascist. For hvis det ikke får konsekvenser for dem, hvorfor må alle så ikke?” forklarer ministeren.

Modstandere skal fængsles
Inger Støjberg mener ikke, at fængselsstraf er for meget for at komme med tilråb. Tværtimod går hun ind for, at alle hendes politiske modstandere skal fængsles, hvis de sværter hende til:

“Selvfølgelig skal man ikke i fængsel bare for at være uenig med mig. Men hvis man bruger sin uenighed til at sværte mit navn eller fremsætte uhyrlige påstande, der fremstiller mine tiltag i et dårligt lys, så er det kun rimeligt, at man får sig en tænkepause fra samfundet,” siger hun, men understreger, at det ikke skyldes fascistiske tilbøjeligheder.

“Det ligger mig enormt meget på sinde at bevise, at jeg ikke er fascist. Og det skal nok lykkes, om jeg så skal smide halvdelen af Danmarks befolkning i fængsel,” slutter hun.