Foto: Wansha, Wikipedia (beskåret)

Foto: Wansha, Wikipedia

Danske medier er stærkt bekymrede efter, at en ny undersøgelse om noget virkelig vigtigt viste sig ikke at vise noget som helst nyhedsværdigt.

Klokken var lidt over 11 mandag formiddag, da en længe ventet undersøgelse om noget virkelig vigtigt, tikkede ind på en lang række danske nyhedsredaktioner.

Nyhedstelegrammet, der var udsendt af Ritzaus Bureau, viste sig dog at indeholde noget, som danske redaktører har frygtet i årevis: en rundspørgebaseret undersøgelse, der intet viste om noget som helst overhovedet.

Ingen onde muslimer
En anonym redaktør fra Berlingske fortæller med sørgmodig mine:

“Det var virkelig urovækkende. Om ikke andet havde vi håbet, at et eller andet havde forskubbet sig med omkring 0,5 procentpoint i borgerlig retning. Eller at der i det mindste var noget med muslimer, som var blevet ondere. Men ingen af delene var tilfældet, så vi kunne ikke skrive noget som helst.”

På Politiken havde man en tilsvarende ubehagelig oplevelse, fortæller en af avisens redaktører.

“Vi sad på pinde for at lave en virkelig vigtig citathistorie om nogen, det var synd for. Så da det blev klart, at der slet ingen indikationer var på, at nogen havde fået det værre, begyndte vi at græde stille,” siger han og tilføjer:

“I mangel af bedre overvejede vi sågar at skrive noget om, hvor hårdt det er at være journalister, der mangler historier om ofre. Men det forekom dog sært utilfredsstillende og gjorde kun situationen værre.”

Bange for præcedens
Også på TV 2 NEWS er man overordentlig bekymret over undersøgelsen, fortæller en anonym deltager i en redaktørbaseret loge om pressens vilkår, der bliver sendt søndag formiddag.

“Selvfølgelig kan vi tale længe om ingenting overhovedet, det er jo det, vi får vores løn for. Men at gøre det ud fra manglende data i stedet for blot manglende viden, er virkelig en bekymrende ændring, som forhåbentlig ikke skaber præcedens,” siger hun og slutter:

“Heldigvis tyder alt på, at dette er undtagelsen, som bekræfter reglen, og at fremtidige datasæt om ikke andet vil vise meget små udsving. For den slags kan vi jo heldigvis diskutere i timevis uden på noget tidspunkt at bibringe eventuelle seere noget meningsfuldt.”