Foto: Lhademmor, Wikipedia

Foto: Lhademmor, Wikipedia

Efter at have vist en enestående evne til at jonglere med tal skal Grand Prix-veteranen nu sørge for en sund dansk økonomi.

Mens Eurovision-fans tog sig til hovedet i frustration over Hilda Heicks pointgivning for en uge siden, vakte seancen helt anderledes glæde på Marienborg.

Her så statsminister Lars Løkke Rasmussen et åbenlyst politisk talent folde sig ud.

“Her gik jeg og troede, at jeg havde landets bedste talmanipulator som finansminister. Og så viser det sig, at hans overkvinde har gået og gemt sig i musikbranchen i alle disse år,” siger statsministeren, som er stærkt begejstret for særlig Hildas evne til at jonglere med selv ganske små tal på en uigennemskuelig måde, der forvirrer både hende selv og andre og har helt uforudsigelige konsekvenser.

Vismænd jubler
Lars Løkke Rasmussen har derfor allerede kontaktet Kongehuset, så ministerskiftet kan finde sted hurtigst muligt.

Hos de økonomiske vismænd vil jublen ingen ende tage.

“Det er et politisk scoop og virkelig på høje tid, at vi får alternative regnemodeller til DREAM, der konsekvent giver os temmelig dystre prognoser for fremtiden. Med Hilda-modellen ser det til gengæld ud til, at vi får overskud på betalingsbalancen, at BNP vil stige, og at finansloven bliver a piece of cake,” siger overvismand Michael Svarer og tilføjer, at finanspolitik med Hilda Heick i spidsen også vil appellere til helt nye segmenter.

Håber det går godt
Den afgående finansminister Claus Hjort Frederiksen er helt indforstået med at afgive ministertaburetten til Hilda.

“Når en så kompetent afløser byder sig til, skal enhver ansvarlig regeringschef naturlig slå til, og jeg er sikker på, at Hildas regnemodeller nok skal sørge for, at vi snart kan købe hele verden igen,” siger Claus Hjort Frederiksen og tilføjer, at han ser meget frem til endelig at kunne slappe af efter at have været minister i alle borgerlige regeringer siden Estrup.

Den tidligere finansminister fortæller endvidere, at han planlægger at bruge sit otium som banjospiller i den nye duo Keld og Claus, som vil spille økonomirelaterede covernumre af blandt andre ABBA, Pink Floyd og The Notorious B.I.G.

Selv er Hilda Heick overrasket over udviklingen.

“Tænk sig, mig som finansminister. Håber, det går godt,” siger hun, mens hun afsluttende banker under bordet og hvisker et stille “7-9-14”.