Foto: hansenn, Bigstock

Foto: hansenn, Bigstock

Sagsbehandler Lis Olsen ser optimistisk på muligheden for, at en kvinde i koma kommer i ordinært arbejde efter endt arbejdsprøvning som portholder.

“Hun har klaret hver eneste arbejdsdag med bravur, så jeg ser ingen grund til, at hun ikke skulle kunne varetage et fuldtidsjob på almindelige vilkår,” lyder det fra sagsbehandler Lis Olsen, der har gjort det til sin hjertesag at hjælpe uarbejdsdygtige borgere hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet.

Lis Olsen taler om 51-årige Lone Kjær, der siden december har ligget i koma efter en alvorlig hjerneblødning. Siden juni har hun været i arbejdsprøvning som portholder hos en stor, dansk virksomhed.

“Jobbet er som skabt til hende, der med sin tunge hospitalsseng kan holde de store porte åbne, så lastbilerne kan køre ubesværet frem og tilbage,” tilføjer Lis Olsen.

Væk med respiratoren
Lagerchef Karsten Bjerre, der er Lone Kjærs leder, mener, at virksomheden i princippet godt kan ansætte hende på ordinære vilkår, når arbejdsprøvningen slutter.

“Hun passer sit arbejde og er på ingen måde usamarbejdsvillig. Jeg mener dog, det er problematisk at tvinge en kvinde, der ligger i koma og er bundet til en respirator, til at arbejde,” siger han.

Lis Olsen siger til RokokoPosten, at hun har hørt, hvad Karsten Bjerre siger, så nu gælder det om at motivere Lone Kjær til at gøre sig fri af respiratoren.

“Den gør jo også de andre lagermedarbejdere utrygge og sender nogle ubehagelige signaler, så det vil være bedst for alle, hvis hun slet ikke har den med på arbejde,” siger hun.

Nu eller aldrig
Det kan dog ikke komme på tale, at Lone Kjær først skal i arbejde, når hun vågner op.

“For det første ved vi ikke, om hun overhovedet vågner op igen. For det andet vil hun nok have så massive hjerneskader, at hun vil være ude af stand til at lave noget til den tid. Så det er nu eller aldrig, hvis Lone skal have en chance,” understreger Lis Olsen og tilføjer, at det kommunale tiltag først og fremmest kommer Lone Kjær til gode.

“I stedet for at ligge som en anden grøntsag, der ingenting kan, får hun mulighed for at fastholde en identitet som arbejdende medlem af middelklassen. Det er utrolig vigtigt for hendes selvforståelse, at vi ikke bare betragter hende som en eller anden ting.”

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 3/9 2015)


Forfatterkommentar af Zenia Larsen:

Kort før udgivelsen af denne artikel læste jeg om en arbejdsgiver, der havde sørget for en seng til sin medarbejder i arbejdsprøvning. Det var et krav fra kommunen, som arbejdsgiveren var ked af og fandt uværdigt. Men sådan er det. For hvis man vil nyde godt af ”velfærdssystemets” goder, må man bevise, at man er syg nok. Hvis ikke, det var så alvorligt, kunne man nok fristes til at trøste disse mennesker med, at de aldrig bliver lige så syge som systemet selv.