Foto: Kasia Bialasiewicz, Bigstock
Trods Back To Backs opmuntrende ord til Jonathan sidst i firserne plager nederlagene stadig den nu 45-årige mand, der gav op for mange år siden. RokokoPosten har mødt ham.
Når man ser det faldefærdige og dårligt isolerede baghus, der ligger lidt uden for Albertslund, skulle man ikke tro, at der boede nogen. Den graffitibemalede facade smuldrer, og flere vinduer er revnede. Men inden for finder man et tarveligt indrettet værelse med tekøkken og ved siden af det, gennem en dør, der ikke længere kan lukkes, et toilet, hvor skimmelsvampen efterhånden har ædt alle fuger.
Her bor Jonathan. Det har han gjort siden 1993, hvor fru Klem (hvis rigtige navn er Karen Poulsen, red.) smed ham ud, fordi hun selv skulle bruge værelset. Dengang havde han arbejde, men nu kan han ikke engang huske, hvad han lavede.
“Jeg tænker bare på alle de nederlag, jeg har haft. Jeg kan slet ikke glemme dem,” siger han.
Kærligheden for vild
Det går langsomt, når Jonathan fortæller om sit liv. Det meste af tiden stirrer han blot tomt frem for sig, mens den ene hjemmerullede cigaret efter den anden ryger sig selv mellem hans fingre. Han er altid alene, fortæller han.
“Kærligheden har aldrig fundet vej. Engang tænkte jeg ‘det sker for dig en dag’. Men det gjorde det ikke,” siger han tonløst.
Selvom der ikke er noget bornholmerur i rummet, kan man tydeligt høre det tikke. Jonathan smider en rygende cigaretstump ned i en ølflaske. Det meste af asken er landet på gulvet. Det er lige meget, siger Jonathan. Der ligger alligevel så meget.
Meget lange somre
Udenfor er det stadig lunt, men blæsten er kold. Jonathan er glad for, at det er ved at blive efterår.
“Jeg kan ikke tåle varmen. Så får jeg hovedpine og kan ikke sove. Hver eneste sommer er ulidelig lang,” siger han.
Livet er i det hele taget ulideligt langt, mener han. Han behøver ikke lave noget, for han får førtidspension. Så han sidder bare i sin sofa. Stirrer tomt ud i luften. Tænker på sine nederlag. Engang prøvede han måske at få et job. Og nogle venner. Måske endda en kæreste. Men ikke længere.
“Når jeg ligger og prøver at falde i søvn, drømmer jeg om, at verden er min ven. Men det er den ikke. Den ser ikke engang min ensomhed. Så jeg har bare givet op,” slutter han.
(Artiklen blev oprindeligt bragt den 13/9 2015)
Forfatterkommentar af Zenia Larsen:
Sangen om Jonathan var en landeplage, da jeg var ung. Det skyldtes selvfølgelig dens catchy melodi, men nok også dens tekst, som gjorde det muligt at føle medlidenhed på sådan en tryg måde, fordi Back To Back jo lovede, at det hele nok skulle blive godt engang.
Men hvad så, hvis det aldrig bliver godt? Denne her er til alle, der kæmper uden udsigt til, at noget bliver bedre. Vis disse mennesker den respekt ikke at berolige dem med alt muligt, som du i virkeligheden mest siger for din egen sjælefreds skyld.
