Foto: Korser01, Wikipedia

Foto: Korser01, Wikipedia

En 32-årig pædagog fra Roskilde indrømmer, at hans indkøb af en turkisblå Citroën C1 udelukkende er et forsøg på at kompensere for en penis af gigantiske proportioner.

“Nej, intet ekstraudstyr overhovedet. Det er bare en slags metalkasse med hjul og et par sæder, heldigvis.”

Ordene kommer fra Sverre Pedersen, der kigger kærligt på sin turkisblå Citroën C1, som han købte for mere end en måned siden. Ikke fordi han trængte til en bil, der var praktisk i tæt bytrafik eller nem at parkere, men fordi Sverre er udstyret med en penis, der er langt over gennemsnittet, og som han gerne vil kompensere for gennem sit bilkøb.

Vil gerne være almindelig
“Jeg er så træt af, at alle ustandseligt fokuserer på mit ekstremt store lem, og villige sexpartnere af begge køn konstant kaster sig over mig af den grund uden at se mig som et helt almindeligt menneske,” siger han og fortsætter:

“Mit håb var derfor, at folk ville kigge på bilen og tænke, at en mand med en så undseelig bil sandsynligvis har en helt almindelig størrelse penis, måske endda i underkanten af gennemsnittet, og derefter bare ignorere mig. Alle ved jo, at folk med enorme penisser normalt kører i dyre luksus- eller muskelbiler fra eksempelvis Audi eller Porsche.”

Sverre Pedersen forklarer, at han siden købet da også har oplevet, at det signal, som bilen sender, virker helt, som han ønskede.

“I dagligdagen er det fantastisk, at jeg bare kan slappe af ved siden af en Mercedes eller et andet opulent køretøj ved lyskrydset og opleve, at jeg ikke bliver overbegloet af forbipasserende eller udpeget som den velhængte præmiehingst, jeg faktisk er,” forklarer han tilfreds.

Kompenserer kun med bil
Sverre mener ikke, at behovet for at kompensere for sin penis kommer til udtryk gennem andet end hans bilvalg.

“Nej, jeg tror, at bilen er det eneste punkt, hvor jeg har et udtalt behov for at sende signaler, der underspiller min penisstørrelse,” siger han og fortsætter:

“Jeg har spurgt alle dem, jeg kender fra mit arbejde som underviser i rytmisk pædagogisk og fra min lokalgruppe i Venligboerne, og ingen af dem mener, at jeg på nogen måde skulle være optaget af at kompensere for mit organs voldsomme dimensioner.”

(Artiklen blev oprindelig bragt den 9/4 2016)


Forfatterkommentar af Mikkel Andersson

Denne startede egentlig som “Dialogorienteret, holistisk livscoach i kurvemøbelmættet miljø overkompenserer for helt enorm penis”, foreslået af en af vores faste bidragsydere. Den var sjov, men en anden foreslog så, at vi også kunne lave det med en lille bil. Den var lige i skabet. Efterfølgende fandt vi ud af, at en anden satireside havde lavet samme historie. Den slags sker desværre af og til og piner os hver gang, omend det selvsagt er udtryk for, at “great minds think alike.”