Foto: elenathewise, Bigstock

Foto: elenathewise, Bigstock

Punkterede dæk, ufarbare veje og trafikpropper. Meget kunne gå galt, da 32-årige Jannie Iversen i sommerferien skulle på bilferie i Europa med sin familie. Men det gjorde det ikke. 

De skulle køre fra deres hjem i Helsingør om morgenen, så de kunne nå til Jylland for at besøge Jannies søster i Brande, før turen næste dag gik videre sydpå over grænsen. Men de var klar over, at meget kunne gå galt.

“Vi havde planlagt en bilferie, hvor vi skulle køre rundt i Europa i to uger. Det havde både min kæreste og jeg lyst til. Men vi var også nervøse, for med sådan en lille en som Vigga (parrets datter på 20 måneder, red.) ved man aldrig helt, hvad der kan ske,” fortæller Jannie Iversen.

Jannies kæreste, den 33-årige Mathias Nedermark, tilføjer, at Jannie desuden var gravid i 4. måned, da turen startede, og at hun døjede en del med kvalme og træthed.

Ankom til tiden
Planen var at køre halv otte om morgenen for at kunne være i Brande kl. 12, da Jannies søster havde inviteret dem til frokost.

“Egentlig er det ikke længere, end at man sagtens kan køre turen i ét stræk, men vi valgte at afsætte tid til at holde ind på nogle rastepladser, så Vigga kunne lege, mens vi andre fik strakt benene,” siger Jannies kæreste, 33-årige Mathias Nedermark.

“Vi tænkte, at vi måske ville blive forsinkede. Vi vil nemlig hellere forlænge en pause end køre med en skrigende unge i barnestolen. Desuden skal Jannie hele tiden tisse,” fortsætter han.

Imidlertid ankom de til Jannies søsters hus præcis klokken 11.50.

Kunne have kørt forkert
Jannie fortæller, at der var mange andre tidspunkter, hvor noget kunne gå galt, men slet ikke gjorde det:

“For eksempel skulle vi køre ad nogle snørklede bjergveje i Schweiz, og det var lidt svært at læse kortet, så der kunne vi nemt være faret vild. Det gjorde vi dog ikke. Vi blev heller ikke fanget i trafikpropper på den tyske Autobahn, og vi løb heller ikke tør for benzin.”

På hjemturen skete der dog noget, der kunne være endt frygtelig galt:

“På motorvejen over Fyn kom der pludselig et rådyr ud på kørebanen. Det havde ikke været godt, hvis vi ramte det, men det var langt foran os, og der var ingen anden trafik på vejen, så det løb bare videre og forsvandt.”