Foto: Sandr2002, Bigstock

Foto: Sandr2002, Bigstock

De neoliberale kalorieregnskaber ligger under for et paradigme om konstant vækst. Det vil jeg gøre op med, siger Alternativet-medlem Amanda Vraa.

For en uge siden gik Amanda Vraa til en diætist for at få hjælp til at tabe sig. Diætisten opstillede et skema, hvor Amanda skulle indtage omkring 1500 kalorier dagligt for at nå den ønskede vægt. Det svarer til omkring halvdelen af, hvad den 43-årige spiser i dag. Der skulle med andre ord skæres ned på den fede og sukkerholdige mad. Amanda gav dog ikke meget for diætistens regnemodel.

“Det gør ikke indtryk på mig. Ærlig talt,” siger hun og fortæller, at hun planlægger at tabe sig på en helt anden måde, nemlig ved at indtage 5000 kalorier om dagen.

“Jeg tror ikke på de traditionelle regnemodeller, fordi de er baseret på et neoliberalt paradigme om vækst. Men slankekure handler ikke kun om vægttab og kalorier. I Alternativet ser vi også på den sociale og den miljømæssige bundlinje.”

Gigantisk social gevinst
Med den nye slankekur vil Amanda Vraa ifølge egne beregninger opnå en gigantisk social gevinst, som den neoliberale kaloriemodel ikke har medregnet.

“I dag siger jeg ofte nej til kage på arbejdspladsen eller en ekstra drink i weekenden, men når loftet er 5000 kalorier, vil jeg være i stand til at æde og drikke løs og dermed være med i fællesskabet på en langt mere givende måde,” siger hun.

Hvad angår den miljømæssige vækst, har Amanda Vraa tænkt længe over, hvordan hun kan spise mere uden samtidig at forhøje sin personlige CO2-udledning.

“Jeg overvejede at bestille større portioner på gourmetrestauranter eller selv køre hen efter en helstegt pattegris i stedet for at købe svinekød i supermarkedet. Men så slog det mig: buffeter! Maden er jo allerede tilberedt, og det ville være et kæmpe spild ikke at spise op igen og igen.”

Vi kan alle gøre vores
Med tre ugentlige besøg på restauranten Hong Chen regner Amanda Vraa faktisk med at nedsætte sit økologiske fodaftryk.

“Det kræver, at jeg virkelig går til den med de indbagte rejer, men det er fint i tråd med min politiske vision om, at vi alle kan gøre vores for at skabe en bedre, mere bæredygtig verden for vores børn.”