Foto: Ueuaphoto, Bigstock

Foto: Ueuaphoto, Bigstock

Tilsyneladende fredelige og demokratisk sindede muslimer har, i en velkoordineret militær manøvre, besat Christiansborg og vil omdanne Danmark til et kalifat med Rushy Rashid i spidsen.

Det muslimske kald til bøn gjalder ud over Christiansborg Slotsplads, hvor et stort halvmåneflag vajer sejrrigt fra tårnet. Derefter høres kalifissens, Rushy Rashids, messende stemme: “Taqiyya-tiden er forbi, brødre og søstre. Jeg behøver ikke længere tage ordet ‘demokrati’ i min mund, når jeg taler til folket, eller lade som om, jeg er skræmt over dødstrusler fra islamister. Jeg kan afsløre min sande identitet.”

Rundt om bygningen står bevæbnede mænd med lange skæg. De er en del af den massive muslimske hær, der har rejst sig til kamp mod det ikke-muslimske Danmark og dermed startet den borgerkrig, som dele af højrefløjen har advaret kraftigt imod i de senere år.

Sms-kæde: Allahu akbar!
Krigen startede i fredags, hvor en sms-kæde med ordene “Allahu akbar!” vækkede mange tusinde muslimer til jihad, blandt andre Khaterah Parwani og Politikens Tarek Ziad Hussein.

“Vi sad til et debatmøde med Anne Lise Marstrand-Jørgensen, da kaldet kom, hvorefter vi kidnappede Anne Lise, spærrede hende inde i en teltlejr og mødtes med vores brødre og søstre i islam foran Christiansborg,” fortæller Parwani og tilføjer, at hun slet ikke har haft noget imod at sætte livet på spil ved at kritisere rabiat islamisme gennem de sidste par år, eftersom hun nu kan nyde kalifatets velsignelser og iføre sig en burka.

Lod Khader gå
Mens hun og Hussein sad til debatmøde, blev sms-kæden længere. Hurtigt tømtes landets grønthandlere, kiosker, frisørsaloner med maskinklip og shawarmabarer, idet indehaverne svor troskab til deres nye kalifisse.

Rashid beordrede den nydannede hær til at indtage Christiansborg, hvor der i skrivende stund sidder over 100 politikere indespærret.

“Jeg lod selvfølgelig Yildiz Akdogan og Naser Khader gå. Især Khaders tvetungede fedteri for kristendommen har jeg været begejstret for, så han får en prominent plads i mit kalifat,” fortæller Rashid og tilføjer, at hun var nervøs for, at ikke-muslimerne ville opdage hendes plan.

“Mikael Jalving var tæt på at afsløre os, men selv han, den kuffar (vantro, red.), forventede ikke borgerkrig før om mange år. Allahu akbar!”