Foto: J.J. Messerly

Foto: J.J. Messerly, Wikipedia

I et opgør med tidens begrænsende skønhedsidealer har en elmåler skrevet kontrakt med H&M. “Skønhed er mange ting,” siger apparatet.

Klik. Klik. Klik.

Fotografiapparatet kredser rundt om den støvede elmåler, mens fotografen, Steven Jaime, opfordrer apparatet til at posere på forskellige måder: “Tal til kameraet, baby”, “Smil!”, “Du er selvsikker, du er en stjerne!”

Efter et par minutter skal elmåleren skifte tøj. En støvet rosa frakke fra efterårskollektionen bliver fjernet og erstattet af en beige blazer og lange, chokoladefarvede slacks.

“Du er stilfuld, du er på vej op, du er going places!” jubler Jaime.

Senere taler RokokoPosten med den verdenskendte fotograf.

“Jeg er så begejstret for at skyde den her kollektion. Det er noget helt nyt og groundbreaking inden for modeverdenen, en helt ny måde at se skønhed på. Jeg tror, det her kommer til at få en kæmpe impact,” siger han.

Skønhed er elinstallationer
Hovedpersonen, eller rettere hovedapparatet, er enig.

“Skønhed kan være mange ting. Det behøver ikke handle om høje og slanke kvinder med langt, velplejet hår og hvide tænder. Skønhed kan være former, farver og større elinstallationer. Jeg kan også være smuk,” siger den.

I juni skrev elmåleren kontrakt med H&M, og i løbet af næste uge forventes de første modebilleder at optræde på reklamer i butikker landet over.

“Vores overskrift for dette års kollektion er ‘beauty is everywhere’,” fortæller salgschef Mai Ellebjerg, der i løbet af foråret modtog billeder fra modelbureauer verden over, der gerne ville have deres modeller med i tøjhusets næste kampagne.

“Kvinderne var smukke, men også en smule kedelige. Jeg blev træt af at se på lange ben og perfekte næser og syntes, at H&M skulle sige noget mere til verden,” siger hun.

Tørretumbler på catwalken
I første omgang er elmåleren den eneste ikke-menneskelige model i H&M’s kollektion. Men Mai Ellebjerg afviser ikke, at tendensen fortsætter.

“Jeg har hørt rygter om, at et af de store modehuse vil bruge en kondenstørretumbler på catwalken, og Tom Ford (amerikansk modedesigner, red.) har udtalt, at han ser et stort potentiale i hårde hvidevarer. Så mulighederne er der,” siger salgschefen.