Et aarhusiansk innovationsbureau har ved et tilfælde opdaget, at mange møbler fra kreative og urbane miljøer med fordel kan bruges til at stable varer på. Der findes endda maskiner, hvis løftemekanisme passer perfekt dertil.
For ikke så længe besøgte Bryan Svensson, der er kreativ direktør for innovationsbureauet BrainLabT, Guggenheim Bilbao, hvor han så en kunstinstallation bestående af en gaffeltruck, som løftede et gigantisk, kvindeligt kønsorgan i formstøbt plastik.
“Da jeg først er kommet mig over værkets prægnante udsigelser om senmoderne heteronormativitet, slår det mig, at de huller, der i de træsofaer, vi har stående overalt på kontoret, måske ville kunne betjenes af den der løftedims, der sidder på en gaffeltruck. Jeg tænkte, at hvis man fjernede et par beslag, så ville man kunne transportere alle mulige ting oven på vores gamle møblement. Det kunne måske være smart på et lager eller en slags fabrik,” fortæller han.
Satser på upcycling
Da bæredygtig upcycling, hvor man tilføjer et produkt ny værdi og alternative anvendelsesmuligheder, er blandt BrainLabTs core values, besluttede han sig straks for at se, om ideen kunne omsættes til praksis.
“Jeg besøgte Dansk Supermarkeds centrallager ude i Årslev med en af vores gamle bordplader samt siddefladen fra en sofa, og det viste sig, at begge dele passede perfekt til en gaffeltruck,” siger han og fortsætter:
“Det er lidt sjovt, for de havde faktisk trædimser, som lignede vores sofarester temmelig meget, endda helt ned til det lille EUR-mærke, som er brændt ind i træet. Så mon ikke en del produktdesignere i industrien har en baggrund i de kreative brancher og på nostalgisk vis har ladet sig inspirere af møblerne her?”
Sælges for kun 2995,-
Bryan Svensson er rigtig glad for, at andre kan bruge deres gamle sofaer til noget fornuftigt.
“For at være helt ærlig var de ikke særlig magelige at sidde på alligevel – for slet ikke at tale om splinteproblematikken,” siger Bryan Svensson.
BrainLabT regner nu med at indkøbe aflagt møblement fra store dele af den kreative branche i Aarhus. Planen er derefter at sælge de upcyclede enheder til industri, lager og transportbrancherne for 2995 kroner per styk.