Foto: Tigateluloro, Bigstock

Foto: Tigateluloro, Bigstock

Seertallene forventes at flyve i vejret, når Jonna Jensen debuterer som vært på “Ind i ovnen”, hvor børn skal konkurrere om at bygge det flotteste hus med hjemmelavet bagværk.

“Og her ser vi husets vigtigste genstand: En dejlig stor ovn!”

Jonna Jensen peger glædestrålende på en mandshøj konstruktion, der lidt ligner en pizzaovn, bare uden plade.

“Ovnen har plads til en 160 centimeter høj pige… øh, pistaciekage. Mmm, elsker I ikke bare pistacienødder?”

Bedste fra begge verdener
Netop kager skal være omdrejningspunktet i Jonna Jensens nye program, “Ind i ovnen”, der starter næste uge og kombinerer kærligheden til fast ejendom med en nervepirrende konkurrence om at lave det bedste bagværk.

“I kan jo nok se, hvor vi fik idéen. ‘Den store bagedyst’ er superpopulær, og alle elsker boligprogrammer. Derfor ville vi blande det bedste fra begge verdener og samtidig tilføre showet lidt hygge fra gamle dage. Og der var Jonna perfekt som vært,” fortæller DR1’s programchef, Pil Gundelach Brandstrup, og tilføjer, at Jonna Jensen selv foreslog, at deltagerne skulle være børn i stedet for voksen:

“Hun talte meget om, at børn var sødere end voksne, ligesom en lækker othellolagkage er sødere end en rugbrødsmad. Det er da en sjov sammenligning.”

Danmarks Radio fandt den nye vært ved et tilfælde, da en af mediehusets praktikanter blev sendt ud i skoven for at hente flere taxaboner til nyhedsværterne.

“Lige pludselig blev der mørkt og koldt omkring mig, og min mobildækning forsvandt. Det var virkelig skræmmende, men så så jeg pludselig det sødeste og lækreste hus i en lysning,” fortæller praktikanten, Jacob Sloth Andersen.

Bygget med brownies
Husets ejer var selvfølgelig Jonna, der har bygget sin bolig med forskellige typer bagværk: Kanelsnegle, chokoladekage, brownies, fragilité og så videre.

“Jeg kunne ikke lade være med at spise af det, da jeg troede, hun ikke kiggede. Men hun opdagede mig, så jeg fik virkelig dårlig samvittighed,” siger Jacob Sloth Andersen.

Heldigvis gjorde han skaden god igen ved at præsentere Jonna Jensen for DR’s programledelse, og nu glæder den 74-årige pensionist sig til at komme i gang:

“Det bliver så lækkert at se, hvordan deltagerne smager… Øh, bager. Bager, selvfølgelig.”