Foto: Ratatosk, Bigstock

Foto: Ratatosk, Bigstock

“Det handler ikke om, at vi ikke vil høre på kritik,” siger partiets ligestillingsordfører. Både kvinder og tøjdyr er forargede.

Næste gang et medlem af Venstre bliver inviteret til en debat, hvor ingen har inviteret en plysbamse, tøjtiger eller lignende, takker vedkommende nej.

Sådan lyder det fra Jakob Engel-Schmidt, der er Venstres ligestillingsordfører og idémand bag tiltaget om at droppe paneldebatter uden tøjdyr.

“Da jeg hørte om Alternativets tiltag, blev jeg meget glad, men tænkte også, at det simpelthen ikke går langt nok. Hvis vi for alvor vil gøre op med den strukturelle ulighed, som desværre også findes i Danmark, må vi se ud over køn,” siger ordføreren, der fik idéen, da en vens datter viste ham sine tøjdyr.

“En snes forskellige bamser og plyssede dyr var stillet op på rad og række. Der slog det mig: Hvorfor skal de ikke også have en stemme i debatten?”

Ingen tøjdyrskvote
Hos Dansk Kvindesamfund er man forarget over tiltaget.

“Så Venstre mener, at kvinder kan sammenlignes med tøjbamser? Flot!” skriver foreningen på sin Facebook-side og tilføjer, at tøjdyr i øvrigt har alle muligheder for at deltage i debatten, men at de måske af egen fri vilje foretrækker at hygge sig derhjemme frem for at “råbe og skrige i Deadline”.

Heller ikke tøjdyrene selv er begejstrede.

“Hvem har lyst til at komme med i en debat, bare fordi en ridder på sin hvide hest ofrer sin plads? Jeg gider ikke være med på en tøjdyrskvote!” siger plyskatten Felix og leverer samtidig en bredside til Dansk Kvindesamfund:

“Hvad er der galt med at blive sammenlignet med tøjdyr? Vi koster i det mindste ikke samfundet millioner af kroner i offentlige udgifter!”

Gerne kritik fra tøjdyr
Både Felix og Dansk Kvindesamfund påpeger, at en debattør, der har knapper i stedet for øjne og ingen traditionelle stemmebånd, meget belejligt ikke vil være i stand til at kritisere partiets medlemmer. Engel-Schmidt afviser pure, at det forhold har noget med beslutningen at gøre.

“Vi ville gerne høre Dansk Folkeparti og Liberal Alliances modsatrettede ultimatummer eller Konservatives grundskyldsævl eller Enhedslistens grådkvalte ulighedssnak eller indvandringskrav fra Nye Borgerlige. Helt bestemt. Så længe det kommer fra tøjdyr.”