Foto: Anakopa, Bigstock

Foto: Anakopa, Bigstock

Må man dyppe en gulerodsstang i dip, tage en bid og dyppe den samme stang igen? “Et svært moralsk dilemma,” erkender regeringen, der har bedt Etisk Råd om hjælp.

Genteknologi, aktiv dødshjælp og organdonation er blot nogle af de vanskelige emner, som Etisk Råd har taget stilling til siden rådets oprettelse i 1987. Men nu har regeringen bedt rådet om at forholde sig til et om muligt endnu mere komplekst emne: Dobbeltdyp.

“Vi har sikkert alle været til en fest, hvor der blev serveret små stænger gulerod, agurk eller lignende, som man kunne dyppe i forskellige slags dip. Nogle af gæsterne har nøjedes med at dyppe gulerodsstangen en enkelt gang, mens andre har bidt et stykke af stangen og dernæst dyppet den igen, nu med deres eget mundvand på. Er det OK?” spørger sundhedsminister Sophie Løhde (V) og tilføjer, at dilemmaet også gør sig gældende, hvis man anvender tykke, rustikke saltstænger eller meget store chips som fremførelsesmiddel for dippen.

“Nogle mennesker holder også retrofester med oste- eller chokoladefondue, og for dem vil spørgsmålet bestemt også være relevant,” tilføjer hun.

Dobbeltdyp er bæredygtighed
Hos Etisk Råd tager man imod udfordringen.

“Enkelte af vores medlemmer har allerede beskæftiget sig med problematikken, både fra en teologisk, æstetisk og sociologisk vinkel, men er ikke kommet frem til nogen endelig beslutning,” siger rådets formand, Gorm Greisen, der er overlæge og derfor planlægger at angribe emnet fra en bioetisk vinkel.

Et andet medlem af rådet, nemlig forfatter og foredragsholder Signe Wenneberg, mener, at dobbeltdyp handler om bæredygtighed.

“Som udgangspunkt er jeg fortaler for, at man dypper flere gange og dermed genbruger gulerodsstangen. Men det kommer selvfølgelig an på, hvorvidt guleroden og dippen er økologisk, hvorvidt man indtager madvarerne i en selvbygget, CO2-neutral bolig, og hvorvidt man er optaget af at tage et billede af maden til sociale medier frem for at være nærværende i nuet,” siger hun.

Rådet forventes at have en udtalelse klar i 2019.