Foto: Public domain

Foto: Public domain

Politikerens erotiske billeder har ikke bare ødelagt hans karriere og skabt problemer for Hillary Clinton. I 2014 forårsagede de også en omfattende naturkatastrofe i Los Angeles.

Den amerikanske politiker Anthony Weiners vane med at sende billeder og beskeder med seksuelt indhold til fremmede kvinder har haft ødelæggende konsekvenser. Først for ham selv, da han i 2011 måtte trække sig fra posten som kongresmedlem, to år senere glemme enhver idé om at blive borgmester i New York og i år se sin kone forlade ham. Dernæst for Hillary Clinton, idet FBI har genoptaget efterforskningen af hendes emails på baggrund af deres undersøgelse af Weiner.

Men hvis den 52-årige politiker troede, at problemerne sluttede her, tog han fejl.

Omfattende geologiske og seismologiske undersøgelser viser nemlig, at Weiners sexbeskeder også forårsagede et massivt jordskælv i Los Angeles-området i august 2014.

Sekstal på Richter-skalaen
”Skælvet kom op på et sekstal på Richter-skalaen, og der var ødelæggelser for knap en milliard dollars,” fortæller professor og seismolog Dan Clemento fra Southern California Earthquake Center, som i første omgang troede, at jordskælvet som sædvanlig skyldtes to tektoniske pladers bevægelser langs San Andreas-forkastningen.

”Men der var nogle tal, som bare ikke stemte, og vi endte med at konkludere, at jordskælvet simpelthen måtte have haft en anden årsag,” fortsætter Clemento, der med sit hold brugte flere måneder på at spore skælvets oprindelse.

Weiner undskylder
”Vi endte helt ovre på den anden side af kontinentet, nemlig ved en lejlighed i New York, hvor der i sommeren 2014 var blevet sendt utallige billeder og beskeder af seksuel karakter, blandt andet til en 24-årig servitrice og en 42-årig personalechef.”

Anthony Weiner ønskede i første omgang ikke at kommentere resultaterne af Dan Clementos undersøgelse, men offentliggjorde siden en Twitter-besked, der undskylder for hans dårlige dømmekraft.

Beskeden linker desuden til et billede, der menes at være blevet taget under en velgørenhedsmiddag for terminale kræftpatienter og viser Weiners nøgne overkrop.