Foto: Alberto Cabello, Wikipedia

Foto: Alberto Cabello, Wikipedia

Et stærkt statement og flertydig kunst i verdensklasse. Sådan beskriver kendere de hemmelige optagelser af Bob Dylan, der snorker i sin seng fire dage efter at have modtaget Nobels litteraturpris.

Den 17. oktober klokken 03.20 sænkede en fan af Bob Dylan uautoriseret en mikrofon ned gennem skorstenen i sanglegendens hjem i Malibu, Californien. Resultatet blev 16 minutter og 34 sekunder af den ikoniske sangskrivers snorken. Optagelsen er nu blevet udgivet som en bootleg med titlen The sleeping tapes, der af både anmeldere og kolleger bliver rost som et banebrydende udtryk for sangskriverens genialitet.

Charmerende nasal rytme
“Ikke nok med, at man både kan høre nuancer af flere klassiske numre som It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding) i den charmerende nasale rytme, den opmærksomme lytter vil også bemærke, at Dylans snorken rummer klare referencer til spændingsfeltet mellem kristen- og jødedom. Et emne, der i den grad har præget hele hans lyriske virke,” siger den danske Bob Dylan-kender Christian Braad Thomsen og fortsætter:

“Man skal se The sleeping tapes som et situationistisk værk i spændingsfeltet mellem drøm og virkelighed, der ligger fremragende i forlængelse af den sublime tavshed, som Dylan opretholdt efter modtagelsen af Nobels litteraturpris. Der er tale om et manifest fravær af konventionelt verbaliseret udsigelseskraft, der understreger, at her er en mand, der har meget at sige, og som gør det med et unikt fravær af artikuleret stemme.”

Nomineret til Emmy
Også blandt amerikanske anmeldere er begejstringen for de nye Dylan-optagelser udtalt. I magasinet Rolling Stone har flere end 10.000 mandlige musikanmeldere på over 60 år indtil videre skrevet under på en underskriftsindsamling, der skal sikre, at Bob Dylan modtager den amerikanske tv-pris Emmy for årets bedste tv-serie.

“Det er alt for begrænsende at se Emmyen som en pris, der kun gives til kunst, som involverer levende billeder og skuespillere. Bob Dylan har egenhændigt, og endda i søvne, revolutioneret genren. Det ville simpelthen være en historisk urimelighed at afholde ham fra at modtage en så oplagt hyldest, fordi man ikke anerkender, at hans geni ikke kan rummes inden for de snærende konventioner, som mindre ånder arbitrært har opfundet,” udtaler musikredaktør og anmelder fra websitet Bayside Retirement Community Music News til RokokoPosten.