Foto: Peter Pham, Flickr (CC BY 2.0)

Foto: Peter Pham, Flickr (CC BY 2.0)

Med catchy slogans som “Respect my authority!” og “Your wiener, my balls, they’re all public domain” har den berygtede bølle fra South Park sikret sig pladsen som USA’s 45. præsident.

Mens resten af verden er i chok over, at den politisk uprøvede skoleelev Eric Cartman har vundet præsidentvalget over den politiske veteran Hillary Clinton, er Cartman selv ikke spor overrasket. Til RokokoPosten siger han, at han blot fulgte en god og velafprøvet strategi:

“Jeg sagde til alle, at de får tæsk i skolen i morgen, hvis de ikke stemmer på mig. Det virker altid.”

Han erkender dog, at han føler en vis lettelse over sejren:

“Hele mit liv går ud på at vinde. Jeg taber sjældent. Jeg taber næsten aldrig – og da slet ikke til kvinder,” siger han og fortsætter:

Smut hjem til dit køkken, Hillary!
“Jeg ville aldrig lade en kvinde sparke til mig. Hvis hun prøvede noget, ville jeg være sådan ‘Hey! Få din fede kællingerøv tilbage til køkkenet og bag en tærte til mig!’ Så smut hjem til dit køkken, Hillary!”

Cartman afviser dog, at han på nogen måde er kvindefjendsk.

“Nej, mig, kvindefjendsk? Det er da lige omvendt. Jeg tiltrækkes helt automatisk af skønhed – jeg begynder bare at kysse dem. Det er som en magnet. Jeg kysser dem bare uden at vente. Og når du er en stjerne, lader de dig gøre det. Du kan gøre alt. Rage dem i fissen – du kan gøre alt,” siger han.

Desuden, påpeger han, synes kvinderne, at han har et særdeles charmerende ydre.

“Jeg ved godt, at mine politiske modstandere er efter mig på grund af mit udseende, men jeg er ikke fed, jeg er festligt buttet, og min hudfarve beviser bare, at orange ér det nye sort,” siger han.

Slut med hippie- og Kinafis
Med Eric Cartman ved roret vil USA blive styret i en ny retning. Han lover, at han vil gøre op med den hippiementalitet, der har styret landet de sidste mange år – især på miljøområdet:

“Delfiner. Eskimoer – hvem bekymrer sig om det? Det er jo bare en gang har-du-givet-dit-træ-et-knus-i-dag-hippiefis,” siger han og fortsætter:

“Global opvarmning er jo bare noget, kineserne har fundet på for at skade vores konkurrenceevne. Den slags pis skal vi ikke tage os af.”

Om sine første opgaver som præsident siger Cartman afslutningsvist:

“Først tæppebomber vi Nordkorea og Islamisk Stat. Og så skal jeg besøge nogle kvindefængsler. Men det har selvfølgelig ikke noget med politik at gøre.”