Foto: Míriam Pérez

Foto: Míriam Pérez

Med sine deller og manglende arme udgør Knælende Afrodite et korrektiv til tidens herskende idealer, mener Doidalsas, der opfordrer mænd og kvinder til at droppe jagten på det perfekte.

Først lavede han den berygtede Laokoon og hans ølvom. Nu chokerer skulptøren Doidalsas igen med en armløs statue af kærlighedsgudinden Afrodite. Formålet er ifølge kunstneren at udfordre skønhedsidealer og gøre op med jagten på det perfekte.

“Alle kvindestatuer i dag har for eksempel arme: Lækre, slanke og smidige arme, der slanger sig på æstetiske måder, der ikke minder om noget, jeg har set på en virkelig kvinde,” siger Doidalsas, der i sidste uge afslørede sin Knælende Afrodite, i folkemunde kaldet Flæske-Ditte.

“Nu kan kvinder med tykke og appelsinhudsdækkede arme også føle sig inkluderede. Selv kvinder, der ingen arme har, kan være med. Hvis de altså ikke er blevet udstødt som de underlige hekse, de er, og efterladt på en øde klippetop af deres lokale bystat,” fortsætter den bithynske kunstner.

Din krop er i orden
På samme måde skal statuens fire deller fortælle buttede kvinder, at deres krop er helt i orden.

“Bare fordi kvinder er en slags mindreværdige dyr, vi kun bruger til børnefødsler og samleje, skal de da alligevel vide, at vi holder af dem, også når de har fået lidt ammefedt på kroppen,” forklarer Doidalsas og tilføjer, at hele tre af hans elskerinder er “småfede eller direkte laskede”.

Ud af slavementaliteten
Kvinderne selv er begejstrede for Knælende Afrodite, hvis rygte allerede har nået Thrakien.

“Jeg skal helt klart have en kopi lavet til mig selv,” fortæller Harpalyce, der er giftblanderske, kone til godsejeren Glaucias og forkæmper for velhavende kvinders rettigheder.

“Inden vi kan gøre os håb om at opnå bare en brøkdel af mændenes politiske og økonomiske rettigheder, skal vi befri os selv fra den slavementalitet, hvormed vi kritiserer vores egne kroppe”, fortsætter Harpalyce, der ofte har fanget sig selv i at sammenligne sin krop med en slavekvindes.

“Det er jo vanvittigt, at vi skal derud. Hvad siger det ikke om kvinders selvtillid, at en person som mig skal føle sig mindreværdig over for en kappadokisk slave, bare fordi slaven er slankere og mere spændstig end mig?”