Foto: Michael Vadon, Wikipedia

Foto: Michael Vadon, Wikipedia

Donald J. Trump mener, at valgmandssystemet er en katastrofe for det amerikanske demokrati og holder fast ved sine løfter om, at han ikke per automatik vil anerkende udfaldet, før enhver mistanke om svindel er udelukket.

“Det er en skandale. Den største skandale nogensinde!”

Så kategorisk er udmeldingen fra den tiltrædende amerikanske præsident Donald J. Trump efter tirsdagens valg. Over for RokokoPosten uddyber han sin kritik.

“Som jeg lovede inden valget, var der absolut ingen garanti for, at jeg ville anerkende dets udfald, hvis der viste sig at være uregelmæssigheder i valghandlingen,” siger han og fortsætter:

“Valgmaskinerne er antikverede. Der foregik alle mulige mystiske ting rundt omkring i delstaterne, hvor folk eksempelvis stod i kø længe efter, at valget officielt sluttede. FBI blandede sig ligeledes på måder, der virkede højt besynderlige.”

En katastrofe for demokratiet
Donald Trump peger på, at selvom stemmetallene mod forventning skulle vise sig at være korrekte, så fik han faktisk samlet set færre stemmer end sin modkandidat.

“Selvfølgelig er der dem, som mener, at det absurde valgmandssystem er demokratisk. Men det gør jeg absolut ikke, og jeg skrev allerede i forbindelse med valget i 2012, at det var en katastrofe for demokratiet. Jeg har ærligt talt svært ved at leve med en sejr baseret på et så defekt system,” forklarer han.

Derfor nægter han indtil videre at indtage embedet som præsident for de forenede stater.

“Selvfølgelig vil jeg gerne vinde, men det skal naturligvis gå ærligt for sig, og jeg mener, at der er alvorlig tvivl om, at det er tilfældet.”

Vil stille op alene
For at komme forvirringen til livs foreslår Donald Trump derfor, at valget går om. Dog med enkelte undtagelser.

“Korrupte Hillary må ikke være med. Hun er en svindler uden sidestykke i verdenshistorien, og der er ingen grund til at lade den stakkels kvinde tabe for tredje gang i træk,” forklarer han.

“Mit forslag er derfor, at man laver stemmesedler, som kun mit navn optræder på. På den måde kan man både sikre, at valget går frit og retfærdigt til, og at jeg kommer til at vinde større og mere end nogensinde før i verdenshistorien,” siger han.

Indtil omvalget kommer på plads, planlægger Donald Trump, at han vil lade sin vicepræsident, Mike Pence, tage sig af “alt det med politik”. Selv vil han koncentrere sig om at vinde en halv gris i banko, en olympisk medalje i hækkeløb på distancen 110 meter samt verdensmesterskabet i sten-saks-papir.