Foto: RCarner, Bigstock

Foto: RCarner, Bigstock

“Intet mindre end en sensation!” Sådan beskriver begejstrede antropologer det opsigtsvækkende fund af en dansk mand, der slet ikke er noget, der ligner forkølet.

Egentlig var antropolog Rune Serritslev taget til landsbyen Stenild lidt vest for Hobro for at studere den indfødte befolknings overgangsriter i tiden mellem efterår og vinter. Men i sidste uge gjorde han en opdagelse, som fuldstændig ændrede hans fokus.

“Jeg var i gang med en deltagende observation, hvor jeg talte med mange forskellige medlemmer af lokalbefolkningen, og pludselig møder jeg så den her mand, som ser helt frisk ud og hverken snøfter eller snøvler, mens vi taler sammen. Det blev jeg nødt til at undersøge nærmere,” fortæller antropologen, der efter at have spurgt ind til fænomenet fik den antagelse, at manden, den 54-årige Kurt Ole Eriksen, slet ikke var forkølet.

En gåde for lægevidenskaben
Serritslev var dog klar over, at han ikke på egen hånd kunne konkludere noget endeligt.

“Når man møder den slags uregelmæssigheder i sit forskningsfelt, må man være meget påpasselig med at drage forhastede konklusioner. Og det ligger jo uden for min ekspertise at konkludere, om et menneske er forkølet eller ej, så jeg allierede mig med nogle kolleger med medicinsk baggrund,” siger han.

Herefter tog Serritslev Kurt Ole Eriksen med til Regionshospitalet Viborg, hvor hans kolleger stod klar til at undersøge den usædvanlige jydemand. Resultatet var, ifølge overlæge Benedikte Overgaard, sensationelt:

“Vi testede for alle kendte typer virus, der kan forårsage forkølelse. Vi målte hans blodtryk, tog urinprøver, og gjorde i det hele taget alt, hvad vi kunne, for at finde bare et enkelt tegn på forkølelse i hans krop. Men alt tyder på, at mandens eget udsagn om, at han ikke føler sig den mindste smule forkølet, er korrekt.”

“Er vel bare heldig”
Kurt Ole Eriksen selv er ikke i stand til at svare på, hvorfor han, i modsætning til alle andre danskere, slet ikke er forkølet.

“Jeg er vel bare heldig,” siger han og trækker på skuldrene.

Han har dog givet Rune Serritslev tilsagn om at medvirke i en længerevarende undersøgelse, der skal kortlægge hans livsstil med henblik på at forstå hans fravær af forkølelse i et bredere perspektiv.

“Jow, det må han da gerne, når jeg bare kan passe mit arbejde. Ikke at jeg kan se, hvad det skal gøre godt for, men sådan er der så meget,” slutter Kurt Ole Eriksen.