Foto: IR Stone, Bigstock

Foto: IR Stone, Bigstock

En 53-årig mand blev strejfet af et vådeskud, da en tilbudsjæger uden jagttegn gik amok i Field’s onsdag eftermiddag. Politiet anbefaler alle at gå en stor bue uden om unge kvinder.

Københavns Politi har arresteret en 28-årig kvinde, der, ivrig efter at få de bedste julegaver i hus, fyrede løs til højre og venstre efter de bedste tilbud. Det viste sig, at kvinden ikke var i besiddelse af jagttegn. Derfor risikerer hun en skærpet straf og vil sandsynligvis blive fængslet.

Mange handlende i Field’s fik sig en forskrækkelse, da kvinden ved 16.30-tiden kom ind i butikscenteret og begyndte at fare rundt, mens hun sigtede i vildskab på det ene tilbud efter det andet. Mange gange ramte hun forbi målet, men heldigvis kom ingen alvorligt til skade.

En 53-årig mand, der var på vej ind i Imerco for at købe en vase til sin kone, blev dog strejfet af et af kvindens vådeskud. Det kostede ham en slem forskrækkelse samt en revne i overtøjet.

Måske i ledtog med andre
Niels Madsen Københavns Politi udtaler til RokokoPosten, at man lige nu undersøger, om den 28-kvinde er en del af en bande:

“Vi har desværre anledning til at tro, at der ikke er tale om en enlig svale, for der har været lignende tilfælde i butikker og stormagasiner over hele landet. Alle steder har der været tale om unge kvinder, der i noget, der minder om en blodrus, har hærget butikkerne til fare for de øvrige handlende.”

Politiet arbejder med en teori om, at kvinderne forsøger at skræmme andre fra at nærme sig de bedste tilbud. Man anbefaler derfor, at borgerne udviser forsigtighed, hvis de kaster sig over juleshopping.

Undgå unge kvinder
“Vi anbefaler, at man så vidt muligt køber sine julegaver i butikker uden for de store byer, hvor menneskemængderne forventes at være mere begrænsede. Desuden bør man være på vagt, hvis man ser unge kvinder med målrettede blikke. Og skulle man støde på nogle, der færdes i flok og hviner højlydt, mens de i højt tempo nærmer sig en varehylde, anbefaler vi, at man hurtigst muligt trækker sig væk,” siger Niels Madsen og slutter:

“Det er selvfølgelig fristende at få fingrene i et rigtig godt tilbud her op til jul. Men spørgsmålet er, om det er værd at risikere liv og lemmer. Vi anbefaler i hvert fald, at man holder sig til ikke-nedsatte varer, for her er risikoen langt lavere for et potentielt fatalt møde med en skruppelløs tilbudsjæger.”