Foto: Elzbieta Sekowska

Foto: Elzbieta Sekowska

Aldrig igen, lyder det fra Niels Kreiner, der opfordrer til, at danskerne ikke ser gennem fingre med de konstante overgreb på historiske referencer.

“Hver gang, jeg ser en reference til Hitler, Det Tredje Rige eller Weimar-republikken, tænker jeg: Hvornår lærer vi? Hvornår vågner menneskeheden og indser, at vi ikke kan fortsætte i samme morderiske gænge?”

Sådan siger Niels Kreiner, der er historieprofessor på Aarhus Universitet og i flere år har studeret humanitære krænkelser af historiske referencer. Her er henvisninger til Hitler en hyppig synder.

“Hvis vi ikke lærer af historien, er vi dømt til at gentage den samme Hitler-reference igen og igen. Ligesom vi gør lige nu i forhold til, hvad der foregår i USA med Trump, i Tyskland med Alternative für Deutschland og herhjemme med Nye Borgerlige,” forklarer professoren, der mener, at vores store forbrug af nazistisk metaforik skyldes overeksponering i barndommen.

Spielbergs skyld
“Jeg er lige så glad for E.T. og Indiana Jones som enhver anden, men Steven Spielberg har meget at stå til regnskab for med Schindlers liste. Når folk ikke kan lade være med at tale om godsvogne og strækmarch, bare en tyk, hvid mand siger noget grimt om islam, er det indirekte Spielbergs skyld.”

Netop påvirkningen fra kulturen og sproget betyder meget, mener Niels Kreiner, der advarer imod, at vi undervurderer, hvordan ord skaber virkelighed.

“Når gymnasielærere laver det ene forløb efter det andet med fortællinger om stort anlagte partidage og antisemitiske tegneserier, der skulle ophidse masserne, tøver jeg ikke med at kalde det propaganda,” siger han og tilføjer, at vi længe har set de små skridt på vej mod en total sammenligning af starten af det 21. århundrede med årene 1933-45.

Gør som Stalin
“Man lægger ikke mærke til den ændrede atmosfære i starten og tænker, at det bare er nogle få radikale venstreorienterede og fjollede satiretegnere, der ikke kan lade være med at tegne Hitler-overskæg på alting. Men efterhånden sniger de hysteriske referencer sig ind overalt i dagligsproget.”

Niels Kreiner opfordrer derfor til, at man finder sine sammenligninger andre steder, hvilket diktator Josef Stalin også har lagt op til.

“Men det er ikke nemt, når selv højt estimerede forskere finder Hitler overalt,” slutter professoren.