Foto: olly2, Bigstock

Foto: olly2, Bigstock

Når enkelte, løsrevne røster kritiserer den linje, en forening for en dansk minoritetsgruppe har lagt, behøver man ikke tage det alvorligt. “Vi er jo flere end dem,” mener talsperson.

En forening for en dansk minoritetsgruppe føler sig presset, fordi flere, der tilhører minoritetsgruppen uden at være medlem af foreningen, er begyndt at ytre sig på en måde, der strider mod foreningens overbevisning. Derfor har foreningen iværksat en modoffensiv, der skal kvæle de ikke-organiserede stemmer.

“Vi repræsenterer trods alt et flertal inden for vores gruppe. De der røster, som lyder fra andre steder, er bare udsagn fra opmærksomhedssøgende enkeltpersoner. Det skal man ikke tage alvorligt,” lyder det fra foreningens talsperson.

Minoritetsmajoriteten bestemmer
Det er nemlig vigtigt, påpeger talspersonen, at de, der tilhører minoritetsgruppen, accepterer, at man må kæmpe ud fra de interesserer, som flertallet af medlemmerne har.

“Hvordan skulle vi kunne føre en seriøs minoritetspolitik, hvis vi ikke anerkendte majoritetens interesser? Du må huske, at man som medlem af en minoritetsgruppe har brug for ikke at føle sig marginaliseret, og derfor er det vigtigt at kunne stå sammen og kræve sin ret, også selvom nogle få mennesker klynker og føler sig krænkede, selvom de i virkeligheden intet har at klage over,” mener talspersonen.

“Jeg” trumfer aldrig “vi”
En kritiker, der tilhører den minoritetsgruppe, som foreningen repræsenterer, udtaler:

“Mit problem med foreningen er, at den antager en masse ting om, hvordan man tænker, når man tilhører den her gruppe. Men jeg kan bare ikke identificere mig med det, og jeg mener, at det gør det svært for mig at blive taget alvorligt. Jo bredere, foreningens budskaber kommer ud, jo flere tror, de på forhånd ved, hvad jeg er for en, bare fordi jeg tilhører den her minoritet.”

Men det er svært at tage alvorligt, mener talspersonen, der slutter:

“Det er jo bare et ‘jeg’, som aldrig kan trumfe vores ‘vi’, simpelthen fordi vi er mange flere. Det ville være noget andet, hvis vedkommende mobiliserede en forening, der fik flere medlemmer, end vi er i vores. Så kunne vi tage dem alvorligt som en trussel og kæmpe en minoritetskamp mod dem. Men så længe, vi er flest, er der ingen grund til at gøre andet end simpelthen at ignorere dem.”