Foto: dano, dibujando.net

Foto: dano, dibujando.net

En 54-årig kvinde undlod først i december at videresende et kædebrev, som truede med, at ‘der ville ske noget dårligt’, hvis man ikke delte det. Efterfølgende har det mægtige væsen Cthulhu indhyllet jorden i evigt kosmisk tusmørke.

Den 4. december modtog den 54-årige socialrådgiver Tina Overmark en mail fra en af sine perifere bekendte på Facebook.

“Brevet opfordrede mig til at lægge fem billeder af hverdagssituationer op på Facebook for at bekæmpe en eller anden sygdom, jeg aldrig havde hørt om, og derefter videresende brevet til alle på min kontaktliste. Men ærlig talt kunne jeg ikke se, hvordan det skulle gøre nogen forskel, så selvom der stod i mailen, at der ville ske noget dårligt, hvis jeg ikke videresendte, så slettede jeg den bare.”

Er virkelig ked af det
Det skulle hun dog aldrig have gjort. For sent mandag eftermiddag rejste det kosmiske væsen Cthulhu sig fra sit hvilested, byen R’lyeh, på det sunkne kontinent Mu i det sydlige Stillehav, hvor han sovet en drømmeløs søvn i unævnelige æoner. Siden har væsenet krævet kultisk dyrkelse af sig selv og indhyllet jorden i et kosmisk mørke.

“Jeg er virkelig utrolig ked af, at jeg på den måde har sluppet ældgamle og unævnelige rædsler fra glemte galakser løs på jorden og vil på det kraftigste opfordre til, at man aldrig nogensinde ignorerer advarslerne i et kædebrev,” fortæller Tina Overmark.

Shoggoth ny amerikansk præsident
Ifølge politisk kommentator Matthew Smith fra New York Times er Cthulhus genkomst dog ikke udelukkende en dårlig ting.

“Selvfølgelig er det trist, at vi er dømt til at tilbede et kosmisk væsen, der eksisterer hinsides godt og ondt, og hvis blotte åsyn gør selv de stærkeste vanvittige af rædsel,” siger han og fortsætter:

“Men på den anden side er det måske et udmærket tidspunkt, Cthulhu vender tilbage på. Vi kan allerede konstatere, at han har spist Donald Trump, da selv ikke kosmiske rædsler kunne gøre ham endnu mere vanvittig, og derpå indsat en såkaldt Shoggoth i Det Hvide Hus. Så intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget.”

Shoggoth beskrives af iagttagere som et uhyrligt slimvæsen bestående af en formløs samling protoplasmiske bobler, der er svagt selvlysende, og som desuden er udstyret med et utal af ondt lysende grønne øjne. Ifølge flere politiske kommentarorer har Shoggoth dog en udenrigspolitik, der, særlig når det kommer til Rusland, forekommer væsentligt mere gennemtænkt end sin forgængers.