Foto: Sergey Nivens. Bigstock

Foto: Sergey Nivens, Bigstock

“Når hvert andet øjeblik tæller, er det stadig pænt hæsblæsende,” siger instruktør bag actionfilmen This is Crazy Action, hvor det ikke er hvert øjeblik, der tæller.

Filmen This is Crazy Action byder på spænding og dramatik, når en pensioneret karateinstruktør pludselig indblandes i en tidligere elevs lyssky affærer. Den er instrueret af kinesisk-amerikanske Martin Chang, der fremhæver filmens kunstfærdige brud med ellers velkonsoliderede genrekonventioner.

“I modsætning til andre actionfilm er det kun hvert andet øjeblik, der tæller for den pensionerede karateinstruktør Susumu Ikeda, som er filmens hovedperson. Men hvis du tænker over det, er hvert andet øjeblik pænt hæsblæsende, så tempoet bliver bestemt ikke lavt,” siger han.

Næppe tid til toiletbesøg
At det kun er hvert andet øjeblik, der tæller, gør filmen langt mere realistisk end andre actionfilm, mener Martin Chang, som fik idéen til kun at lade hvert andet øjeblik tælle, da han var på toilettet i en lufthavn og skulle skynde sig for at nå sit fly:

“Det slog mig, at hvis hvert øjeblik tæller, har man slet ikke tid til at gå på toilet eller andet, som mennesker jo er nødt til af og til. Og selv hvis det kun er hvert andet øjeblik, der tæller, vil det være ret stressende at få tid til. For slet ikke at tale om søvn. Sådan en almindelig nattesøvn indeholder trods alt en ret stor mængde øjeblikke.”

Selv er Martin Chang i hvert fald glad for, at hans liv er mere stille og roligt.

“Gjort op i øjeblikke er det vel kun rundt regnet en promille, der sådan for alvor tæller. Resten er sådan pænt afslappende, selvom man selvfølgelig godt kan have meget om ørerne, uden at det ligefrem er et spørgsmål om liv og død,” reflekterer han.

Anmelder: Mange filosofiske lag
Filmanmelder og redaktør på Information Christian Monggaard har taget et smugkig på This is Crazy Action og mener, at der er tale om en film med mange filosofiske lag.

“Der er ikke bare dem, som rejser sig gennem selve plottet og den spændingsmættede fortælling. At kun hvert andet øjeblik tæller tilføjer en hel ekstra dimension, hvor man som beskuer tvinges til at spørge sig selv, hvad et øjeblik er, og hvornår man kan sige, at noget tæller. Det gør det til en rigtig spændende film at se,” siger han.