Foto: vchal, Bigstock

Foto: vchal, Bigstock

Saudiske terrorister tilknyttet Al Qaeda føler ikke, at Donald Trump tager dem alvorligt, når han undlader at inkludere dem i sit indrejseforbud, selvom de i årtier har ført an i truslerne mod USA’s sikkerhed.

Blandt saudiske tilhængere af såvel Al Qaeda som Islamisk Stat blev Donald Trumps udmelding om hvilke lande, der fremover vil være indrejseforbud fra, mødt med lige dele undren og skuffelse.

Det fortæller en garvet terrorist, der stammer fra Jeddah og kun vil kendes under sig dæknavn, Abu Ahmad.

Urimelig forskelsbehandling
“Da jeg så annonceringen af hvilke lande, som var på Trumps liste, var jeg overrasket over, at Saudi Arabien ikke blev nævnt først, for ærligt talt synes jeg, vi har fortjent det. Men jeg tænkte, at det nok var noget alfabetisk, for ingen ville vel inkludere Libyen, som ikke har stået bag nævneværdig terror siden 80’erne, men udelade det land, som hovedparten af gerningsmændene bag 11. september kom fra?” siger han og fortsætter:

“Da jeg så hørte listen færdig, og det gik op for mig, at vi saudiere stadig kan rejse uhindret til USA, var jeg nærmest grædefærdig. Alt det hårde arbejde, og så får man ikke skyggen af anerkendelse af sin dødsfjende. Det er simpelthen diskrimination og en dybt uretfærdig forskelsbehandling.”

Han tilføjer, at hvis det skal være på den måde, så er det da slet ikke sikkert, at han og andre terrorister overhovedet gider lave terror mod USA længere.

“Osama var altså ikke fra Usbekistan”
En saudisk rigmand, der siden 1980 har finansieret enhver USA-hadende sunnimuslimsk terrororganisation, er fuldstændig enig.

“Det er helt ærligt svært at se, hvad vi mere kan gøre. Mere end tre fjerdedele af de flykaprere, der angreb USA i 2001, havde saudisk baggrund, og hvis man skal identificere nogen nation som arnestedet for islamisk terrorisme globalt set, så synes jeg så afgjort, at vi har fortjent førstepladsen. Det er jo ikke som om, at Osama bin Laden var fra Jordan eller Usbekistan, vel?” siger han frustreret med henvisning til den nu afdøde Al Qaeda-leder, der blev født i den saudiske hovedstad Riyadh.

“Bare fordi en lang række depraverede prinser elsker at købe ind på Fifth Avenue og bo på Trump Towers, så vælger man totalt at negligere alt det hårde arbejde, som vi igennem årtier har lagt i at gøre USA til et mindre sikkert sted. Det er så skammeligt og uværdigt,” slutter den saudiske rigmand.