Foto: Gage Skidmore, Wikipedia

Foto: Gage Skidmore, Wikipedia

Husbestyrerinden i Det Hvide Hus har taget Donald Trumps smartphone og besluttet, at han fremover ikke må bruge Twitter, samt at præsidentens tv-tid bliver skåret ned til en time dagligt.

Diane McCrow har været husbestyrerinde i Det Hvide Hus siden 1995, og Donald Trump er dermed den fjerde præsident, hvis husholdning hun står i spidsen for. Normalt blander hun sig ikke i præsidenters brug af elektroniske medier, men i forhold til Donald Trump har hun set sig nødsaget til at skride ind.

Vigtigt med en god nats søvn
“Jeg var ikke i tvivl om, at det havde taget overhånd. Det er utrolig vigtigt for præsidenter, at de får en god nats søvn, så de kan koncentrere sig om at lede den frie verden. Derfor så jeg ingen anden udvej end at konfiskere hans smartphone,” fortæller hun.

Endvidere har Diane McCrow helt forbudt præsidenten at tilgå Twitter, hvilket dog var absolut sidste udvej, understreger hun.

“Jeg prøvede gang på gang at være pædagogisk og sige til ham: ‘Donald, nu skal du altså logge af og få din nattesøvn’. Men bedst som jeg troede, han endelig var faldet i søvn, kunne jeg se, han var i fuld gang med at blive uvenner med et udenlandsk statsoverhoved, få en dommer fyret eller lukke en bilfabrik i Mexico,” siger hun.

Slukkede for George Bushs Wii
I nyere tid er det blot anden gang, Diane McCrow blander sig i præsidenters brug af elektroniske medier.

“En enkelt gang blev jeg nødt til at slukke for George W. Bushs Wii, fordi han spillede Mario Kart til langt over midnat på en hverdag, hvor han skulle tidligt op og til World Economic Forum morgenen efter. Men det gentog sig aldrig derefter,” siger hun.

Donald Trump har også fået reduceret sin tv-tid til en time om dagen. Det skyldes primært, at det simpelthen ikke er godt for hans humør, fortæller McCrow.

“Når han ikke er på Twitter, sidder han typisk og ser CNN og råber af skærmen eller får raserianfald over det der satireprogram på NBC, og det er altså hverken godt for blodtrykket eller humøret.”

“A mean, mean woman”
Ifølge kilder i Det Hvide Hus er Trump stærkt utilfreds med afgørelsen og truer med enten at holde vejret, til han igen får lov til at komme online, eller anke afgørelsen til den amerikanske Højesteret.

Det sidste tweet, som Trump nåede at poste, inden forbuddet trådte i kraft, efterlader da heller ingen tvivl om, at præsidenten er stærkt utilfreds med de nye begrænsninger.

“Diane McCrow is a mean, mean woman! Twitter absolutely essential for presidenting! NOT FAIR.”