Foto: Wavebreak Media Ltd, Bigstock

Foto: Wavebreak Media Ltd, Bigstock

Lader du dig dagligt irritere af Facebook-venner, der mener det stik modsatte af dig selv og endda argumenterer for deres synspunkter? Det kan stoppe i dag.

Kender du det? Du har lige dannet dig en mening om for eksempel bederum, Trumps indrejseforbud eller Oscar-vinderne, baseret på fire-fem Facebook-opdateringer fra dine nærmeste meningsfæller, hvoraf to endda har linket til analyser fra nyhedskilder, som din omgangskreds opfatter som lødige og seriøse.

Pludselig dukker en perifær Facebook-ven op med en af de opdateringer, der er så lang, at den åbner sig i en ny fane, når man klikker på den. Opdateringen starter rimelig fornuftigt, men på et tidspunkt opdager du, at din Facebook-ven faktisk argumenterer for det modsatte af det, du lige har besluttet dig for at mene. Inden, du er kommet tre fjerdedele ned i teksten, melder der sig en ubehagelig blanding af tvivl, tvetydighed og frustration. Du ved, at risikoen for, at du tager bare en lille smule fejl, vil plage dig i mindst en halv dag. Hvad gør du?

  1. Dræb det med skjul-funktionen. Så snart du mærker, at en Facebook-tekst sår splid i dit sind, skal du insistere på at skjule opdateringen fra den skyldige. Skidt med, om vedkommende også poster fornuftige ting. Tag ingen chancer.
  2. Bloker med forsigtighed. Konfliktskabende Facebook-stof behøver ikke vise sig i opdateringerne. De kan også komme uventet midt i en lang diskussionstråd. Opdager du, at en person argumenterer fornuftigt for et andet synspunkt end dit eget i en kommentar, skal du overveje at blokere vedkommende, så du ikke ser ham eller hende igen. Men vær klar over, at du kan skabe yderligere konflikt gennem blokeringen og altså yderligere risiko for at få dine holdninger udfordret.
  3. Støt dem, du er enig med. Hvis du ser noget, der bekræfter dit eget synspunkt, skal du endelig huske at synes godt om det, kommentere med fx et “Godt brølt!” eller “Helt enig” og dele opslaget. På den måde er der større sandsynlighed for, at ophavsmanden dukker op i dit feed. Hvis denne gentagelse kombineres med punkt 1 og 2, kan risikoen for selvstændig tænkning mindskes til et minimum.