Foto: Oleg Golovnev, Bigstock

Foto: Oleg Golovnev, Bigstock

En gymnasielærer fra Kolding er tiltalt for at have spist en 92-årig mormor til en af sine elever. Manden forklarer, at han blev kannibal for at understrege en pointe om dårlig kommatering.

“Vi skal spise mormor” eller “Vi skal spise, mormor”.

To næsten identiske sætninger, men med radikalt forskellig betydning, alt efter om der er et komma i sætningen eller ej. Det stod fredag eftermiddag klart for Sydøstjyllands Politi, der anholdt en 61-årig mand, som to dage tidligere havde fortæret den 92-årige mormor til Jonas Petersen, som gerningsmanden havde som elev.

Overfaldt forbipasserende
En stærkt rystet elev fra den 1.g-klasse, som den nu tiltalte gymnasielærer underviste i dansk på Kolding Gymnasium, forklarer:

“Vores lærer havde arrangeret et komma-genopretningskursus, da han mente, at alt for mange af os ikke havde lært ordentlig tegnsætning i folkeskolen. Der lavede Jonas så den skæbnesvangre fejl, at han ikke fik placeret noget komma i sætningen om mormoderen, hvorefter vores lærer iskoldt sagde ‘Jamen, det skal vi vel så’ og forlod klasseværelset uden yderligere forklaring.”

Fredag eftermiddag blev læreren anholdt for at have spist den omtalte elevs mormor. Ifølge flere vidner råbte manden på vej ud til patruljevognen:

“Se, hvad I har gjort, I relativistiske ignoranter, der hævder, at konteksten fint kan klare den slags problemer! Hvis man på den måde insisterer på at opløse sprogets betydningsbærende tegn, ender vi i det rene sprogkaos og anarki!”

Kort forinden forsøgte læreren at overfalde en forbipasserende, der indvendte, at kommaet klart var det absolut mindst vigtige og uretmæssigt mest omdiskuterede tegn.

Tragisk, men forudsigeligt
En repræsentant for Modersmål-Selskabet fortæller, at man på det kraftigste fordømmer drabet, men at det var aldeles forudsigeligt.

“Altså, det er selvfølgelig langt over stregen og temmelig makabert, men på den anden side havde læreren jo unægtelig advaret om, at den manglende respekt for det danske sprog uvægerligt kunne ende med blodsudgydelse og lig på bordet.”

De lokale myndigheder har konfiskeret en kommateringsøvelse med ordlyden “Placer kommaet i følgende sætning, som en dansk konge engang skrev angående en dødsdømt fange: Henrettes ej benådes”, under henvisning til, at eksemplet både er en vandrehistorie og med stor sandsynlighed ville kunne føre til yderligere blodsudgydelse.