En skandale, at små, entreprenante erhvervsdrivende ikke kan få legaliseret deres erhverv. Det mener en lang række borgerlige debattører, som anklager Folketinget for at have svigtet.
Tirsdag stod det klart, at et flertal i Folketinget stadig er modstandere af legalisering af cannabis. Det har fået en lang række borgerlige debattører til skarpt at kritisere de folkevalgte for både at ignorere den teknologiske udvikling og svigte selvstændige.
“Det er virkelig enormt trist, at regeringen ikke har set potentialet her. Vi har at gøre med små erhvervsdrivende, der løber store risici i forsøget på at starte egen virksomhed, og som desuden udviser et stort initiativ i forhold til international samhandel,” siger Bjarke Svendsen, der blogger for Berlingske og er medlem af Venstres Ungdom.
Kunne betale med bitcoin
Bjarke mener også, at politikerne fuldstændig har ignoreret, at der er tale om folk, som via moderne teknologi har opbygget et innovativt distributionssystem.
“Jeg kunne sende en såkaldt sms via min smartphone til enten Ronni eller Faisal, der begge er selvstændige inden for cannabisbranchen, og så gik der højst ti minutter før, de kom med noget god, frisk Sativa eller noget herligt aromatisk Rød Libanon,” siger han og tilføjer:
“Og i modsætning til mange etablerede brancher var det slet intet problem at betale med bitcoin, tværtimod.”
Skal lave en form for fristad
Rikke Toft Jørgensen er medlem af Liberal Alliance i København, og hun mener også, at politikerne har svigtet.
“Jeg betragter grundlæggende set dette som alkoholbranchens protektionistiske forsøg på at hindre konkurrence. Naturligvis ved jeg godt, at skatteindberetningen på cannabisområdet måske ikke er helt optimal. Men jeg er ikke i tvivl om, at man med en legalisering ville kunne få mange af de små franchisetagere, der arbejder for større grossister på området, til langt mere effektivt at indberette deres indkomst,” siger hun og fortsætter:
“Men hvis statsmagtens repression fortsætter på den her måde, så vil jeg foreslå, at en masse borgerlige slår sig sammen og laver en form for frihandselsområde eller fristad, hvor de, som vil handle med cannabis, kan bosætte sig, uden at statens repræsentanter blander sig. Så kan folk jo stemme med fødderne.”
Alt håb er dog endnu ikke ude for cannabis-sælgernes støtter. Flere kilder i regeringen udtaler til RokokoPosten, at man arbejder med en model, der vil gøre det muligt at sælge cannabis i meget små mængder. Men kun hvis sælgeren går på line mindst tre meter over jorden, og produktet indeholder mindst 32 procent alkohol.