Foto: Diana-Andreea Bahrin, Bigstock

Foto: Diana-Andreea Bahrin, Bigstock

28-årig kvinde advarer mod forsøg på at være sig selv, mens selvrealiseringscoach mener, at kvinden nægter at se sit sande jeg i øjnene.

“Du skal bare være dig selv! Sådan siger folk tit til mig, især hvis jeg er nervøs før et eller andet vigtigt. Men det kan de sagtens komme og sige.”

Sådan siger 28-årige Süheyla Terzi fra Fredericia, der utallige gange har forsøgt bare at være sig selv med det resultat, at hun bliver til Sofie Linde.

“Det sker hver gang. Forleden dag skulle jeg på date med en sød fyr, jeg har mødt på nettet. Jeg gik og gjorde mig klar, og da jeg var lidt nervøs, tog jeg en dyb indånding. ‘Husk nu, at du bare skal være dig selv, Süheyla,’ tænkte jeg, og vupti blev jeg til hende der blondinen fra X Factor med den der stemme, som får en til at føle, at man bliver krammet af alle verdens mødre på en gang,” forklarer hun.

Sofie bliver ikke Süheyla
Sofie Linde er overrasket over, at en anden kvinde somme tider bliver til hende, men kender ikke noget til, at hun somme tider er en anden.

“Nej, jeg er vist bare altid Sofie. Gode, gamle Sofie,” siger hun.

Süheyla Terzi understreger, at hun ikke har noget imod Sofie Linde. Hun vil bare helst undgå at blive til hende.

“Det er jo ikke så godt, når man skal på sådan en date, at man pludselig går hen og er en helt anden. Jeg ville gerne være mig selv, men det går åbenbart kun, når jeg ikke gør en aktiv indsats for at være det,” siger hun.

Coach: Det er selvbedrag
Ifølge selvrealiseringscoach Ibbi Lundgaard er Süheyla fanget i et selvbedrag.

“Det er klart, at man selvfølgelig kun kan blive en endnu mere autentisk version af sig selv, når man gør en bevidst indsats for at være det. Hvis man føler, at man bliver en helt anden, er det fordi, man ikke tør stå ved, hvem man i virkeligheden er,” siger hun.

Hun mener derfor, at det er mere plausibelt, at Süheyla Terzi slet ikke er Süheyla Terzi.

“Når hun bliver Sofie Linde af at prøve at være sig selv, kan det kun betyde, at hun inderst inde ér Sofie Linde. Så Süheyla Terzi er nok bare en forsvarsmekanisme, hun bruger for at gemme sit sande jeg,” siger selvrealiseringscoachen, der også har et bud på, hvorfor Sofie Linde så altid er Sofie Linde:

“Det skyldes helt sikkert, at hun slet ikke gør nok for bare at være sig selv, og derfor har hun ikke opdaget, hvem hun i virkeligheden er.”