Foto: evgeny atamanenko, Bigstock

Foto: evgeny atamanenko, Bigstock

RokokoPosten er i påskehumør og fejrer det med en festlig fempunktsliste med nemme idéer, så selv de allermest fummelfingrede kan lave noget, der minder lidt om æg.

1. Bussemænd
En god, fugtig bussemand er supernem at trille sammen til en lille kugle. Ulempen ved bussemænd er, at de hurtigt tørrer, så man skal være lidt vaks. Er der forkølelse i familien, kan man være heldig at samle en god, frisk bunke sammen lige inden, man går i gang med påskehyggen. Ellers kan man forme dem på forhånd og male dem i fine farver, når familien samles.

2. Franskbrød
Indmaden i et godt franskbrød fra den lokale bager er et blødt og taknemmeligt materiale at arbejde med. I modsætning til bussemænd er det let at anskaffe en større mængde, så man ikke kun kan trille meget små kugler. Det er desuden et helsebevidst valg, idet hvidt brød er smadderusundt. Så det er godt for din sundhed at bruge det til påskepynt i stedet for at spise det. Det gælder selvfølgelig ikke, hvis du fylder det udhulede brød med romkugler eller flødeboller og spiser det, hvilket vi dog anbefaler dig at gøre alligevel.

3. Afføring
En god, lind afføring er dejlig at røre ved og sjov at forme på alle mulige måder. Er man heldig, kan man endda finde noget, som allerede er æggeformet. Er man lidt sart, kan man måske føle sig generet af lugten. Derfor anbefaler vi, at man bruger afføringen til udendørspynt. Så skal man bare huske at male den med giftfri farver, for ellers er det synd for miljøet.

4. Nullermænd
De fleste kan finde en masse, flotte nullermænd fx under senge, sofaer og andre møbler, der ikke flyttes så ofte. Nogle gange er man heldig at finde flere, hvis man kigger i boligens hjørner, medmindre man er dum nok til at gøre hyppigt rent. Ligesom med bussemænd kan det dog være vanskeligt at skrabe nok sammen til at lave større ting. Men små kugler kan man sagtens trille nullermænd sammen til.

5. Modellervoks
Skulle du være så uheldig, at du ikke har nogle af de ovennævnte materialer ved hånden, kan modellervoks til nøds bruges som alternativ. Sørg dog for at få fat på noget af god kvalitet, for ellers er det stenhårdt og umuligt at bruge som andet end kasteskyts (det er til gengæld morsomt, red.).