Dansk-tyrkiske sofavælgere ydede søndag et stort bidrag til genrejsningen af Det Osmanniske Rige.
“Jeg var ret meget i tvivl om, hvad jeg skulle stemme, da jeg faktisk ikke har været i Tyrkiet siden min bedstefars begravelse i 1999, og derfor valgte jeg at blive hjemme,” fortæller den 38-årige Adil Binici fra Hvidovre og fortsætter:
“Og helt ærligt, så er det er svært at tage stilling til, om det er bedst, at det er mange eller blot en enkelt, der bestemmer det hele. For hvis nu Erdogan er klog, så er det jo fint, men hvis han er meget dum, eller befolkningen er klogere, så er det et problem. Det, synes jeg, er et ret komplekst dilemma.”
Sjovt at prøve noget nyt
Den holdning har sikret, at Det Osmanniske Rige er genoprettet med lidt andre grænser og en anden titel end sultan til statsoverhovedet Recep Tayyip Erdogan. Langt hovedparten af de flere end 30.000 tyrkere, som bor i Danmark og har mulighed for at stemme ved det tyrkiske valg, undlod nemlig at gøre brug af muligheden.
Det er dog langt fra alle, der synes, det er en dårlig idé at lade Erdogan bestemme stort set alt. Hovedparten af dem, som faktisk stemte, støttede nemlig præsidentens forslag om at give præsidenten langt mere magt.
“Hvis vi skal være ærlige, så er det ikke, fordi det der demokrati har fungeret vildt godt i Tyrkiet, hvor hæren har blandet sig i politik i tide og utide over de sidste hundrede år. Atatürk var jo ikke ligefrem nogen Benjamin Franklin, vel? Så i stedet for militærkup hvert tiende års tid kan det være sjovt at prøve noget nyt. Jeg synes selv, at kombinationen af autokrati og islam i Mellemøsten lyder både ny og spændende, så lad os da prøve at se, om ikke det fører til noget sjovt,” siger den 29-årige Büsra Çelik fra Skive, der stemte ja til at udvide Erdogans magtbeføjelser.
Dejligt, Erdogan er langt væk
Hun peger på, at ordningen med at lade folk med tyrkisk oprindelse overalt i verden stemme til tyrkiske valg giver eksil-miljøet en enestående mulighed for at opleve det bedste af alle verdener.
“Det er rigtig smart, at man kan bo i en evigt kværulerende, pladderhumanistisk socialstat og så stemme på en autokrat, der sørger for at bestemme alt for en, men som heldigvis sidder rigtig langt væk, så man ikke selv skal bøvle med konsekvenserne af hans håndplukkede dommere, fængslede journalister og den slags, men kan nøjes med at betragte det som lidt sjov kolorit på familiebesøg og ferier,” siger Büsra Çelik.