Foto: Mogens Engelund

Foto: Mogens Engelund

Efter fjerde afsnit af Historien om Danmark er en ny krønike dukket op, der udpeger den danske skuespiller som den egentlige morder ved Blodgildet i Roskilde. “Lars var gal, ligesom i Sherlock,” fortæller krøniken.

Da Sven, Knud og Valdemar i 1100-tallet kæmpede om kongemagten i Danmark, endte de med at mødes til et forsoningsgilde i Roskilde, hvor Sven forsøgte at myrde de to andre. Valdemar undslap sammen med sin ven, Absalon, og generobrede senere magten over hele landet.

Sådan lyder historien i hvert fald ifølge Saxo og ifølge fjerde afsnit af DR’s serie Historien om Danmark. Men nu er en ny krønike dukket op i et kloster i Spanien, Mikkelsenorum, der afslører skuespiller Lars Mikkelsen som den egentlige morder, der hjalp Valdemar med at få det til at se ud, som om Sven var forbryderen.

Magiske kræfter og Næskafe
“Ved gildet i Roskilde dukkede en mærkelig herre op, iført klæder af ukendt stof og i følge med flere raske mænd og kvinder, der bar store kasser med øjne på deres skuldre. En mø løb omkring den mærkelige herre og duppede hans pande,” begynder krøniken, der beskriver, hvordan Lars Mikkelsen med magiske kræfter dræbte kong Knud og lod, som om han sårede Valdemar, der senere mødtes med Sven på slagmarken.

Her var Lars Mikkelsen ikke til stede, men ifølge Mikkelsenorum var det heller ikke nødvendigt, da han i forvejen havde udstyret Valdemar med stærke våben og en trylledrik, som krøniken kalder Næskafe.

“Det er et meget spændende håndskrift, der helt kan omskrive danmarkshistorien,” siger historiker Tine Damm Jensen, der som en af meget få forskere har fået lov til at bese Mikkelsenorum, inden krøniken skal tranporteres til Danmark.

Gal som i Sherlock
“Vi historikere vidste godt, at Lars Mikkelsen tidligere har vakt en bronzealderhøvdings vrede, men det er helt nyt, at han også har været indblandet i stridighederne om kongemagten i 1100-tallet,” fortsætter historikeren, der er mest forundret over, at krøniken forsøger at forklare Mikkelsens motiv.

“Han var gal, ganske gal, ligesom i Sherlock, hvor han har et tankepalads, ondskabsfuld og glad ved spot,” lyder det i de sidste linjer af Mikkelsenorum.

Danske forskere skal nu studere krøniken nærmere for at vurdere, om den danske skuespiller kan have haft indflydelse på andre store begivenheder i landets historie.