Foto: Roxana_ro, Bigstock

Foto: Roxana_ro, Bigstock

En landmand fra Hjørring ønsker kunststøtte til et værk bestående af 15 hektar landbrugsjord, som han planlægger at sprøjte med insektdræbende midler og afføring fra dyr.

Umiddelbart kommer man ikke til at tænke på kunst, når man står og kigger ud over de bugtede marker ved Skovagergaard lidt vest for Hjørring. Men man skal ikke lade sig narre, for står det til landmand og nyslået kunstner Jens Sørensen, vil området blive rammen for en af danmarkshistoriens største udfoldelser af friluftskunst.

“Man skal ikke tænke på det som en mark eller blot et geografisk afgrænset område, men derimod som et organisk og dynamisk lærred,” fortæller han ivrigt.

En ekstrem kunstform
Jens Sørensen planlægger nemlig at opføre installationen The field / disrupting the soil på området i en periode på adskillige måneder.

“Det er en ekstrem kunstform, der afsøger grænselandet mellem biologi, natur, civilisation og fødevareproduktion. Planen er først at vende jorden med et særligt mekanisk redskab, dernæst nedlægge små frø i jorden og så sprøjte dem med pesticider og dyreafføring, hvilket selvsagt er en klar reference til Piero Manzoni,” forklarer han.

Jens Sørensen ved dog godt, at hans værk indeholder elementer, der kan provokere dem, som måske ikke er yndere af moderne kunst og dens virkemidler.

“Selvfølgelig er der nogen, som ikke forstår, hvorfor man skal lave kunst om fødevarer eller vil synes, det er synd, at man dækker et så stort område med pesticider og afføring. Men man bør huske, at det er kunstens opgave at provokere og skabe debat.”

Offer for diskrimination
Men inden Jens Sørensen kan komme i gang med at opføre sig værk, har han dog et problem. For selvom han planlægger at sprøjte store dele af sine marker på en måde ikke helt ulig et andet værk i Mindeparken i Aarhus, så har han ingen udsigt til at kunne modtage økonomisk støtte, fortæller han.

“Selvom jeg går radikalt til værks og sprøjter mit kunstværk med dyreafføring og særlige former for insektbekæmpelsesmiddel, så har både lokale museer og Statens Kunstfond blankt afvist at poste så meget som en krone i projektet.” siger han og tilføjer, at det for ham at se er klokkeklar diskrimination af et langt mere ambitiøst projekt end det aarhusianske.

Jens Sørensen understreger dog, at indtil han får finansieringen på plads, er folk velkomne til at besøge hans galleri Slaughterhaus #1 på Skovagergaard, hvor han dagligt opfører værket Killing the pig, som afsøger grænselandet mellem dyr og mad.