Foto: Steffen Mokosch, Wikipedia

Foto: Steffen Mokosch, Wikipedia

Fremover skal post i Danmark hentes i S-toget, når det stopper ved den lokale perron i Storkøbenhavn. I resten af landet anbefaler PostNord, at man gør brug af selskabets hent-dit-brev-hos-afsenderen-service.

I går blev det annonceret, at firmaet PostNord har vundet en licitation til fremover at varetage driften af det storkøbenhavnske S-togsnet. Det betyder, at postudbringning og togdrift fremover vil blive kombineret.

“Fusionen er oplagt, da der i begge tilfælde er tale om store virksomheder, der lever af logistik og transport, og der er trods alt ikke videre stor forskel på at fragte breve eller pakker og fragte mennesker. Derfor giver en sammenlægning oplagte stordriftsfordele for begge parter,” siger pressetalsmand i PostNord Anders Jørgensen.

Man skal være hurtig
Han fortæller, at al dansk post fremover vil blive bragt ud med S-tog, hvor modtagerne skal sørge for at samle den op på den nærmeste station. Anders Jørgensen anerkender, at det kan give udfordringer.

“Selvfølgelig skal man være hurtig, hvis man skal finde sin forsendelse, inden toget kører igen. Men det smarte er, at toget kommer tilbage blot få timer efter, og man altså bare kan vente på perronen og gøre et nyt forsøg,” siger han og fortæller, at modellen også har fordele for forbrugerne.

“Vi regner med, at særlig pakkeposten vil nyde godt af det nye distributionsnetværk. Fremover vil alle pakker blive placeret på gulvet i toget mellem cykelpladserne, hvorved vi regner med, at en markant lavere procentdel end hidtil vil lide overlast under udbringningen,” siger han.

Hent erstatningsbillet i Kvickly
For togpassagererne vil den største forandring ifølge talsmanden være, at en del tog af meget komplekse grunde, der ikke kan forklares med ord, udebliver fra stationerne på de forventede tidspunkter. Men det regner han dog ikke med, at passagererne vil opleve som et problem.

“Hvis man skulle opleve, at ens S-tog ikke kommer, vil PostNord sørge for at lægge en lille seddel på stationen, der giver en ret til at henvende sig i en Kvickly eller SuperBrugsen få kilometer derfra, hvor man efter blot et par dage og en time eller to i kø kan få udleveret en erstatningsbillet.”

For de postbrugere, der ikke bor i nærheden af S-togsnettet, findes der heldigvis oplagte alternativer, siger Anders Jørgensen.

“Hvis man bor langt væk, kan man enten tage en afslappende biltur til den nærmeste S-togsstation eller bruge den service, som vi tidligere har lanceret, hvor man henter posten hos afsenderen.”