Foto: www.billionphotos.com, Bigstock

Foto: www.billionphotos.com, Bigstock

En kvinde fra Østerbro tog en drastisk beslutning, da hun ville undgå at blive vanæret af regeringens asylpolitik. “Man kan også protestere med guitarspil,” lyder det fra naboerne.

“Nu må det stoppe. Hvilken trist og skamfuld udvikling. Jeg tror sgu snart, jeg flytter herfra. Nogen, der kender et godt kvarter i Canada?”

Sådan skrev en kvinde fra Østerbro i 2015 på Facebook som reaktion på folketingsvalget, hvor Dansk Folkeparti fik over 20 procent af stemmerne. Siden hørte man ofte negative kommentarer om de to Lars Løkke Rasmussen-regeringer, især om Inger Støjberg (V) og Martin Henriksen (DF). Eksempelvis skrev kvinden til Støjbergs berømte kagebillede, at “nu er anstændigheden død i dansk politik. Er empati blevet et fyord? Jeg skammer mig dybt over mit land.”

Ingen tager konsekvensen
I mandags tog kvinden konsekvensen af sin skam og begik harakiri, også kendt som seppuku: et rituelt selvmord, der opstod blandt japanske samuraier og blandt andet blev benyttet, når krigerne ville undgå at blive taget til fange af fjenden og dermed kaste skam over sig selv.

“Der er mange, der taler om, hvor meget de skammer sig, og hvordan de længes efter at flytte fra Danmark. Men de tager ikke konsekvensen; det gør jeg,” skrev kvinden i en afskedsopdatering.

Strik mod racisme
Blandt naboerne på Østerbro er modtagelsen blandet.

“Det er da et flot initiativ, men vi må ikke glemme, at man også kan bidrage på andre måder. Jeg har fx skrevet en sang, der på en både finurlig og rapkæftet måde kritiserer regeringen, hvor især guitarspillet virkelig går til den,” siger Gitte Fjendbo, der er medlem af samme andelsforening som kvinden, og tilføjer, at hun og hendes mand for nylig har dannet foreningen Strik Mod Racisme.

“Her skaber vi tøj, hvis budskaber og bæredygtige fremstilling går stik imod Støjberg og Martin Henriksens modbydelige retorik og regeringens generelle ligegyldighed over for miljøet. På den måde angriber vi på to fronter, mens sådan et harakiri kan blive lidt snævert og forsimplet.”

I andelsforeningen vil man alligevel gerne mindes kvinden og har derfor sikret sig, at den person, der skal overtage hendes lejlighed, vil pynte hoveddøren med mindst tre klistermærker, der bifalder en åben asylpolitik.