Foto: sylv1rob1, Bigstock

Foto: sylv1rob1, Bigstock

Sabrina Kellers 13 år gamle Volkswagen var næsten ikke til at kende, efter at de autonome havde smadret den under deres G20-protester. “Det er en stor ære,” siger hun.

Det var en fredag morgen som alle andre for Sabrina Keller: Hun var stået op klokken seks, havde givet sin otteårige datter morgenmad og gjort sig klar til endnu en dag på jobbet i en større supermarkedskæde. Men da de to kom ned på gaden, så de, at deres bil var blevet brændt af i nattens løb.

“Først anede jeg ikke, hvad der var sket. Et terrorangreb? En naturkatastrofe? Gaden så fuldstændig hærget ud med store, sorte askedynger og opbrækkede fliser. Min Volkswagen var en udbrændt, forkullet skal, og jeg gik i panik over, at jeg nu ikke ville kunne komme på arbejde,” siger den 31-årige tyske kvinde, der kort efter kom i tanke om, at der denne fredag skulle afholdes G20-topmøde i hendes by, Hamburg.

Ædle mennesker har udvalgt mors bil
“Så lyste jeg op i et stort smil og sagde til min datter, at det var en stor dag i dag. Vi gik hen til resterne af min bil, og jeg fortalte hende, at ædle mennesker havde udvalgt mors gamle kasse til at blive brændt af for at vise magthaverne deres utilfredshed med verdens økonomiske tilstand, og at det var en stor ære.”

Otteårige Lena forstod ikke helt, hvordan hærværket hang sammen med at hjælpe fattige mennesker i andre dele af verdenen, men Sabrina forklarede hende, at det er afgørende at ødelægge relativt fattige menneskers ejendele i den rige del af verden, hvis man vil hjælpe de virkelig fattige i den fattige del af verden.

Så kan Trump lære det
“Sammenlignet med en tigger i Afrika er jeg jo enormt velhavende, så det er kun rimeligt, at en gruppe voldsparate anarkister smadrer mit transportmiddel for at understøtte deres krystalklare kapitalismekritik. Så kan Trump og de andre lære det,” siger hun og tilføjer, at hun alligevel regnede med at sende bilen til skrot “om fire-fem år”.

“Jeg får jo nok ikke rigtig noget fra forsikringsselskabet, siden bilen var så gammel, men heldigvis har jeg en opsparing, der lige rækker til en anden brugt bil, eller jeg kan bruge offentlig transport. Det ville godt nok kræve, at min og datter og jeg skulle stå op en time tidligere. Men det gør jeg gerne for at støtte de politisk bevidste unge mennesker – de har det sikkert også meget hårdere end mig,” slutter hun.