Med et højlydt vræl gjorde to måneder gamle Golshan Attari Vetterby sine forældre opmærksomme på, at noget ravruskende galt.
Alt ånder fred og ro i lejligheden på Fjellegade i Vejle. 26-årige Parisa Attari og 29-årige Nikolaj Vetterby har sat sig i sofaen for at dele en flaske rødvin og en pose peanuts. Parisa, der er uddannet farmaceut og arbejder på det lokale apotek, har barselsorlov, og kæresten Nikolaj holder ferie fra sit job som pædagog i en SFO. Mens Nikolaj skænker op, finder Parisa fjernbetjeningen. De er enige om at finde noget letfordøjelig underholdning.
“Det har været en lidt hård dag. Golshan har næsten ikke sovet, og hun har grædt rigtig meget. Men nu er hun heldigvis faldet i søvn, og så må vi håbe, at hun ikke vågner lige foreløbig,” siger den nybagte mor.
Et sønderrivende skrig
Få minutter senere lyder der et sønderrivende skrig fra børneværelset. Babyalarmen er tændt, men selv uden den ville parret ikke være i tvivl om, at noget var ravruskende galt. De sender hinanden det hurtige forhandlerblik, der er så velkendt blandt nybagte forældre. “Vil du, eller skal jeg?”
Nikolaj rejser sig for at se til lille Golshan. Imens spekulerer Parisa over, hvad der kan være galt:
“Hun kan ikke være sulten igen. Men det kan selvfølgelig være, hun har skidt i bleen. Der plejer dog at gå længere tid, før hun reagerer på det, især når hun er faldet i søvn. Måske er hun syg? Eller er hun ved at få en tand?”
Var helt væk
Efter et stykke tid, der føltes som en evighed for Parisa, kommer Nikolaj tilbage. Han griner smørret.
“Hun havde fuldstændig tabt sutten. Den var bare helt væk. Den lå ikke engang i vuggen, jeg måtte ned på alle fire for at finde den,” siger han.
Dermed læner han sig op ad adskillige kommentatorer og chefredaktørers vurderinger.
“Det er det, jeg siger. Helt væk. Hun har fuldstændig tabt sutten,” lyder det for eksempel fra Troels Mylenberg fra Jysk-Fynske medier, mens Berlingskes Tom Jensen udtrykker det samme, men mere moderat:
“Der er da vist en, der har tabt sutten!”
Hjemme hos familien Attari Vetterby har freden atter sænket sig. Der bliver klirret med rødvinsglas og knitret med peanutposen, men under overfladen lurer faren, og det unge forældrepar er klar over, at der kan være tale om sekunder, før hyggestunden bliver afbrudt igen.