Foto: Melpomene, Bigstock
“Det må være mandens rolle at udsætte sig selv for pinlige afvisninger i forsøget på at score,” udtaler Kira Kallmeyer, der ellers går “110 procent ind for, at kønnene skal være lige.”
“Det er super. Rigtig godt. Især det der med, at tykke, sjove kvinder også får succes nu.”
Sådan lyder det fra Kira Kallmeyer, når hun bliver spurgt til sin holdning til ligestilling. Den 34-årige grafiker tøver ikke med at kalde sig feminist, går ind for flere kvinder på bestyrelsesgangene og har samlet underskrifter til et projekt mod kvindelig omskæring.
“Jeg går 110 procent ind for, at kønnene skal være lige, helt bestemt. Også til mændenes fordel: Færre hjemløse mænd, gratis HPV-vaccine til drenge, færre drenge, der klarer sig dårligt i skolen og alt det der,” siger hun, men tilføjer så meget bestemt:
“Men jeg gider ikke selv gå ud og opfordre mænd til at gå i seng med mig.”
Bør udvise interesse for sex
Kira Kallmeyer foretrækker i stedet, at mændene selv tager initiativ og opsøger hende, hvis de er interesserede i at mødes. Hun synes også, de bør udvise interesse for sex, så hun kan sige nej, hvis hun eksempelvis finder dem for uattraktive eller kedelige.
“Det må være mandens rolle at udsætte sig selv for pinlige afvisninger i forsøget på at score. Jeg har ikke tænkt mig at gøre det,” siger Kira bestemt.
Hun har et par gange i løbet af sin datingkarriere oplevet, at hun var mere interesseret i at dyrke sex med en mand end omvendt.
Bedre ligestilling end ligestilling
“Umiddelbart kunne man så sige, at så er ligestillingen da kommet langt, hvis man ikke har bestemte forventninger til personer ud fra deres køn. At det er befriende, at mændene kan være de tilbageholdende og kvinder de udfarende. Men det er jo så bare forkert,” siger hun og henviser til begivenheder i sit liv, hvor manden har været den insisterende.
“Nogle gange har jeg været med på den, men andre gange har jeg sagt til dem, at jeg bare syntes, vi skulle være venner, eller at jeg ikke var klar til at indlade mig på noget, hvor jeg kunne få mit hjerte knust. Men de vidste selvfølgelig godt, at jeg bare ikke var tiltrukket af dem seksuelt,” husker Kira Kallmeyer og slutter eftertænksomt:
“På den måde blev jeg sjældent selv afvist, men kunne være den overlegne. Og det er nærmest en slags bedre ligestilling end egentlig ligestilling.”
(Artiklen blev oprindeligt bragt den 20/2 2017)
Forfatterkommentar af Marta Sørensen
Jeg har engang datet en mand, som efter hvert af vores fire stævnemøder afviste at komme med op i min lejlighed. Fire møder. Den ene aften skulle han tidligt op dagen efter, den næste aften skulle han vaske hår, den tredje indfange en bortløben gorilla og så videre. Jeg kunne godt se, hvor det bar henad og burde have slettet hans nummer prompte, men trak pinen ud indtil det uundgåelige, hvorefter jeg svor, at jeg aldrig igen ville være den, der skulle overtale nogen af det modsatte køn til at komme med op i en lejlighed.
Dette røber muligvis en meget gammeldags kønsrolleopfattelse med manden som jægeren og kvinden som den jagede og luder-madonna-kompleks, og hvad ved jeg, men sådan må det være. Det andet er simpelthen for pinligt.
