Foto: MSPhotographic, Bigstock

Foto: MSPhotographic, Bigstock

En 19-årig homoseksuel finder det stærkt krænkende, at en debattør har beskyldt ham for at være Søren Krarup. Han understreger dog, at folk gerne må være Søren Krarup, hvis de vil.

“Jeg ville aldrig nogensinde stemme på sådan en Søren Krarup!”

Sådan faldt ordene til en debat forud for bestyrelsesvalget i Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner, LGBT Danmark. Karakteristikken var møntet på den 19-årige Anton Toftgaard, der tidligere har vundet konkurrencen Mr. Hot Young Short Gay Guy, og som stillede op til posten som næstformand.

Her mente en anden deltager i debatten, at Toftgaard uretmæssigt havde overdrevet chikane mod homoseksuelle fra indvandrere generelt og muslimer i særdeleshed og valgte derfor at sammenligne ham med det tidligere folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti.

Langt over stregen
Anton Toftgaard fortæller, at han er dybt chokeret over, at hans modpart valgte at bruge den slags skældsord.

“Jeg har fuld forståelse for, at bølgerne kan gå højt, når man debatter ting, som folk nærer stærke følelser for. Men at gå så vidt som til at anklage mig for at være en snart firsårig eksparlamentariker fra Dansk Folkeparti; det synes jeg altså virkelig, er at gå over stregen.”

Toftgaard understreger dog, at han ikke mener, at der er noget galt med at være Søren Krarup.

“Selvfølgelig må man være Søren Krarup. Det er jo et frit land, og det må folk da gerne være, hvis de vil, omend jeg personligt har lidt ondt af dem, der gerne vil være det, og jeg forstår ikke rigtig, at man kan have den slags tilbøjeligheder. På en eller anden måde kan jeg ikke lade være med at tænke på dem som en lille smule handicappede,” forklarer han.

Trækker Krarup-kortet
På sociale medier blev beskyldningen om, at Anton Toftgaard skulle være Søren Krarup, også mødt med skarp kritik og fordømmelse.

“Hvor er det underlødigt, at man på den måde ikke kan ytre sig om et vigtigt emne uden straks at blive mødt med sprogets værste gloser og nedsættende bemærkninger,” siger Preben Poulsen, mens Rikke Jung-Pettersen mener, at Anton har vundet debatten per automatik, når modparten trækker den ned på det niveau.

“Det siger en del hel mere om hans modstanderes debatevner end om Anton. Helt ærligt, så synes jeg, det er åbenlyst, at Anton tog stikket hjem i den forbindelse. Alle ved jo, at man har tabt, når man trækker Søren Krarup-kortet.”
(Artiklen blev oprindeligt bragt den 12/5 2017)


Forfatterkommentar af Mikkel Andersson:

I maj 2017 kaldte Søren Krarup i DR2-programmet Debatten den da nyvalgte franske præsident, Emmanuel Macron, for “en pæn lille bøssedreng”. Det gjorde mange harme, omend de færreste dog opdagede, at Krarup efterfølgende trollede videre og erklærede, at han ikke kunne komme på andre udtryk, når han stod og så på Clement Kjersgaard.

Jeg deltog i samme udgave af Debatten og tænkte ikke videre over det som andet end en lidt ældre og måske en smule konfus herres mildest talt bedagede variant af nedsættende sprogbrug. I studiet forekom det i alle fald glemt efter cirka halvandet minut.

Efterfølgende opstod dog en vaskeægte shitstorm mod Krarup på nettet, og at lave det, som jeg plejer at kalde en “historie fra omvendtland”, forekom derfor oplagt.