Foto: 88studio, Bigstock

Foto: 88studio, Bigstock

En læser er forvirret, fordi hans matematiklærer har sagt, at hvis man ikke deler med nogen, så deler man i virkeligheden med én. RokokoPosten hjælper ham med at forstå, at SKAT er den ubekendte, der får regnestykket til at gå op.

Kære RokokoPosten

Der er noget, jeg aldrig har forstået i matematiktimerne. Hvorfor må man ikke dividere med nul? Det giver slet ikke mening. Min matematiklærer siger, at man slet ikke kan dele med nul. Men det kan jeg da godt. Hvis jeg beholder noget selv, deler jeg da med nul. Men min matematiklærer siger, at hvis jeg har noget, som jeg ikke deler med nogen, deler jeg med én. Og hvis jeg har noget, som jeg deler med én anden, deler jeg med to. Og hvis jeg har noget, som jeg deler med to andre, deler jeg med tre.

Det giver altså slet ikke mening for mig. Kan I ikke forklare mig, hvordan det hænger sammen?

Venlig hilsen en forvirret matematikelev

Kære forvirrede matematikelev

Din forvirring skyldes, at du glemmer, at når man har noget, som man ikke deler med nogen, passer det ikke helt. For man deler altid med SKAT. Så når man beholder det hele selv, deler man med én – nemlig SKAT. Når man har noget, som man deler med én anden, deler man det med to – den anden og SKAT. Og når man har noget, som man deler med to andre, deler man med tre: de to andre og SKAT.

SKAT er med andre ord den ubekendte, der mangler i regnestykket. Når du indsætter den, kan du se, at det faktisk er meget logisk.

Din matematiklærer tager dog fejl. Man kan godt dele med nul. Man må bare ikke. Når din matematiklærer siger, at man slet ikke kan, er det for at indoktrinere dig og dine klassekammerater til at glemme, at der er noget, der hedder SKAT. Hvis man bare kan lære at tage for givet, at man altid skal lægge én til det antal, man rent faktisk deler noget med, slipper magthaverne for, at vi borgere begynder at stille spørgsmål og opdager statens tyveri af vores penge.

Venlig hilsen RokokoPosten

Har du et problem, som RokokoPosten skal løse for dig, så skriv til brevkasse@rokokoposten.dk. Ved at skrive giver du RokokoPosten lov til at bruge, undlade at bruge, misbruge og/eller forvanske dit spørgsmål efter forgodtbefindende.