“Superspændende at opdage nye facetter af sig selv,” siger Bente Damgaard Hansen, som desuden er af skandinavisk, tysk og østasiatisk herkomst.
“Indtil nu har jeg nok tænkt på mig selv som 100 procent dansker, sådan rigtig pæredansk med flæskesteg og Dannebrog. Men testen har vendt op og ned på mit verdensbillede og virkelig udvidet min horisont og forståelse for andre kulturer.”
Sådan lyder det fra Bente Damgaard Hansen, der for nylig modtog resultatet af en omfattende DNA-test foretaget af det amerikanske firma Ancestry. Testen viste, at Bente er 57 procent skandinavisk, fem procent tysk, ti procent østasiatisk og altså 28 procent havestol.
“I det medfølgende materiale står der, at det slet ikke er en usædvanlig kombination, omend de fleste mennesker med havestolsbaggrund også plejer at være mindst ti procent mellemøstlige,” forklarer Bente, der lige skulle bruge et par dage på at bearbejde den nye information.
Blanding af flet og teak
“Jeg fik et kæmpechok, men efter lidt tid kunne jeg godt se, at man jo egentlig kun bliver et mere interessant og mangfoldigt menneske af at være en blanding af forskellige etniciteter. Nu er jeg i gang med at dykke dybere ned i min herkomst og opdage nye facetter af mig selv, og det er superspændende.”
Danske genetikere har tidligere udtalt sig kritisk om Ancestrys tests og blandt andet påpeget, at man ikke med særlig stor nøjagtighed kan sige, hvilke typer havemøbel ens forfædre har været; altså gemmer der sig måske haveborde, solvogne eller endda en hængekøje blandt Bentes ophav.
Det tager Bente dog roligt; hun stoler på testen, siger hun, og er endda gået videre; hun vil finde ud af, hvilken slags havestole hendes forfædre har været.
“Min egen research viser, at det nok er en blanding af flet og teaktræ, måske med en enkelt lænestol i sort eller pink plast imellem.”
Døjer ofte med stive led
Den overraskende DNA-test har ikke bare gjort Bente mere interesseret i Østasien, Tyskland og havestole, men generelt udvidet hendes horisont, hvad angår andre kulturer.
“Jeg har selvfølgelig altid vidst, at vi jo alle er mennesker og ens på mange måder. Men når det står sort på hvidt, at en stor del af mine forfædre måske kommer fra Japan eller Kina, kan jeg ligesom føle det på en anden måde,” fortæller hun og tilføjer, at hun altid godt har kunnet lide risretter, ligesom hun ofte døjer med stive led.
“Ligesom en havestol! Det er altså fascinerende,” slutter hun.