Foto: YakobchukOlena, Bigstock

Foto: YakobchukOlena, Bigstock

En læser vil gerne vide, om hans kæreste er den type kvinde, der bliver sur over ingenting, eller den type, der bliver sur over alting. RokokoPostens brevkasseredaktør hjælper ham med at forstå kvinder.

Kære RokokoPosten

Jeg er en ung mand, der for nogle måneder siden begyndte at komme sammen med en ung kvinde, som jeg har lært at kende via en dating-app. Jeg kan rigtig godt lide hende, men hun bliver nemt sur. Jeg har ladet mig fortælle, at der findes to slags kvinder: De, der bliver sure over ingenting, og de, der bliver sure over alting.

Da jeg gerne vil blive lidt klogere på, hvorfor min kæreste bliver sur, beder jeg jer om hjælp, så jeg kan finde ud af, hvilken type min kæreste er.

Venlig hilsen den nyforelskede mand

Kære nyforelskede mand

Hvad bilder du dig ind at generalisere så groft? Tror du virkelig, at der kun findes to slags kvinder? I så fald kan du godt tro om igen!

Sandheden er, at der kan være tusindvis af grunde til, at din kæreste bliver sur. Vi kan selvfølgelig ikke nævne dem alle, men at det kun kan være over ingenting eller alting, er stærkt forsimplet.

Hun kan for eksempel også være sur over det meste, men ikke alt. Hun kan også være sur, bare fordi, og det rager overhovedet ikke dig hvorfor. Eller måske er hun sur, og du burde udmærket selv vide hvorfor.

Der er også den mulighed, at hun er sur, fordi det er den tid på måneden, eller at hun faktisk overhovedet slet ikke er sur, men det bliver hun da, hvis du bliver ved med at tro, at hun er det. Nogle kvinder er også sure, fordi det faktisk er det eneste, de kan være, når nu de har et lorteliv og er omgivet af idioter.

Endelig kan det være, at hun er sur, for at du skal have noget at spørge om. Eller fordi det er hun faktisk slet ikke, det er dig, der er det! God fornøjelse med at finde årsagen.

Venlig hilsen RokokoPosten

Har du et problem, som RokokoPosten skal løse for dig, så skriv til brevkasse@rokokoposten.dk. Ved at skrive giver du RokokoPosten lov til at bruge, undlade at bruge, misbruge og/eller forvanske dit spørgsmål efter forgodtbefindende.