Foto: chaoss, Bigstock

Foto: chaoss, Bigstock

Der er mange gode måder at vaske hår på. Men også mange dårlige. Her viser vi nogle af de metoder, du virkelig bør holde dig fra.

1. Bruge opvaskemaskinen
Opvaskemaskinen er fuld, så hvorfor ikke lige smide håret med, så du slipper for at bakse med det ude i badet? Det virker umiddelbart fristende. Men vi anbefaler dig at lade være. For det første er sæben, du bruger i opvaskemaskinen, ikke beregnet til at rengøre hår. For det andet er det besværligt at få håret ind i maskinen uden at komme til skade. Medmindre du klipper det af – eller bruger paryk.

2. Vaske det med napalm
Det er så koldt om morgenen. Selv under en varm bruser kan det vare længe, før du holder op med at fryse. Tanken om lige at vaske håret i en håndfuld napalm for at få lidt ekstra varme i kroppen er besnærende. Det luner jo godt, og de fleste har en bøtte stående ved siden af den brune sæbe. Vi anbefaler dog at lade være, for medmindre man er Robert Duvall, vil man næppe holde af den lugt, håret får.

3. Tænke på momsregnskabet imens
Der er intet som tanken om momsregnskab, der kan ødelægge ens gode humør. Det er derfor en god idé kun at tænke på det, mens du laver det. Desuden kommer du let til at sende håret ind til SKAT, og da hår endnu ikke er skattepligtigt, er det en dårlig idé.

4. Stå på rulleskøjter
Måske drømmer du om barndommens frihed og leg. Rulleskøjteturene langs søen med vinden blæsende i håret. Den slags tanker har gennem tiden fået mange mennesker til at tage rulleskøjter på, før de går i bad. Men det er en dårlig idé, for gulvet bliver glat, når det er vådt, og så kan det være svært at holde balancen. Risikoen for at få sæbe i øjnene eller ligefrem hjernerystelse er stor, så vent til bagefter med at tage rulleskøjter på.

5. Vaske hårene enkeltvis
Selvom det er godt at være grundig, fraråder vi, at du vasker et hår ad gangen. Det skyldes primært, at det vil tage pænt lang tid. De fleste har flere end 100.000 hår på hovedet. Bruger du fem sekunder på at vaske et enkelt, vil det tage op til en uge at blive færdig. Det har de færreste tid til. Det er også svært at huske, hvor du er kommet til, så du kommer nemt til at vaske det samme hår to gange. Det er indtil videre ikke dokumenteret, at resultatet bliver bedre, hvis du vasker hårene enkeltvis, så prøv at modstå fristelsen.