Foto: Wavebreak Media Ltd, Bigstock

Foto: Wavebreak Media Ltd, Bigstock

Han elsker ananas på pizza, vasker strømper ved 40 grader og poster masser af videoer med nuttede dyr på Facebook. Ugens ukendte dansker er ikke bange for at følge sit hjerte og gå imod strømmen.

“Jeg følger mit hjerte. Også når det får mig til at skille mig ud. Måske har jeg arvet min brasilianske mors mod til at stå ved sig selv.”

Ugens ukendte dansker hedder Jeppe Jørgensen. Han bor i den lille by Hørning lidt uden for Aarhus og arbejder som bestyrer for et lokalt supermarked. Han er 34 år gammel, gift og har to børn – en dreng og en pige. Udadtil er han indbegrebet af familien Danmark. Men kun udadtil.

Heppede på de forkerte i fodbold
Lige siden Jeppe som barn i Hasselager, kun få kilometer fra det nuværende hjem, heppede på de forkerte i fodbold, er han ofte gået imod strømmen.

“Jeg holdt altid med OB. Min far er fynbo og spillede for klubben som ung, så det var helt naturligt for mig. I Hasselager skulle man helst holde med AGF, men det gjorde jeg aldrig. Det skammede jeg mig aldrig over, selvom de andre drillede mig med det,” siger han.

Jeppes mor kommer fra Brasilien og blev ikke populær i sin familie, da hun mødte “en blegfed fynbo uden formue”, som Jeppe udtrykker det, og valgte at flytte til Danmark for at gifte sig med ham. Hun havde modet til at følge sit hjerte, og det har Jeppe arvet.

Vigtigst at kunne se sig selv i spejlet
“Når jeg hører for, at jeg gerne vil have ananas på min pizza, eller at jeg vasker mine strømper på 40 grader og ikke 60 som de fleste andre, siger jeg til mig selv, at jeg ikke skal lade mig gå på af andres kritik. Det vigtigste er, at jeg kan se mig selv i spejlet om morgenen. Og det kan jeg. Jeg lider ikke af fodsved, så mine strømper lugter ikke engang dårligt, før de kommer til vask,” fortæller Jeppe og tilføjer:

“Jeg er ikke bange for modstand. Det kan godt være, folk synes, jeg stikker ud og gør tingene på en underlig måde. Men det er min måde. Vi lever kun én gang, så man må stå ved sig selv og ikke leve livet halvt.”

Han står også 100 procent ved, at han holder af at dele videoer af nuttede dyr på Facebook:

“Jeg skammer mig på ingen måde over det. Jeg synes, det er nogle søde og sjove videoer, og dem vil jeg gerne dele med mine venner. Nogle siger, at når man som jeg er medlem af Liberal Alliance, burde man holde sig til at skrive om den politiske situation og hænge andre mennesker ud. Jeg vil bare hellere bruge fritiden på at hygge mig med sjove dyrevideoer, så må andre gøre, hvad de vil. Det er vel det, ægte frihed handler om.”