Foto RokokoPosten

Foto: RokokoPosten

Man rammes af tilværelsens uforudsigelighed og frygten for at blive overflødig, konkluderer RokokoPostens kunstanmelder, der har været på besøg hos Lasse Poulsen i Odense for at anmelde en næsten tom pizzabakke, som Lasse efterlod på spisebordet, før han tog til fodbold.

Hvad var der mon på den pizza? Hvorfor spiste han ikke op, når der kun var en enkelt mundfuld tilbage? Hentede han den selv, eller fik han den bragt?

Disse spørgsmål presser sig på, mens jeg beskuer værket, der med sin næsten hjerneformerede fedtplet i midten og det skødesløst opslåede låg sender tankerne i retning af livets forgængelighed, tilfældighedernes spil og den vestlige verdens fedmeepidemi. Men værket selv kan ikke besvare spørgsmålene, kun fremprovokere denne undren hos beskueren.

Noget med en serie på Netflix
Spørger man Lasse Poulsen fra Odense, den 24-årige ejer af pizzabakken, manden, der indtog den pizza, der nu kun er efterladt en enkelt, indtørret bid af, konfronteres man gennem hans svar med tilværelsens uforudsigelighed og menneskets frygt for at blive glemt, gemt væk, overflødigt.

“Jo, men jeg havde hentet en pizza, for jeg fik sent fri fra arbejde og skulle ud at spille en fodboldkamp, så det skulle gå lidt hurtigt. Og så faldt jeg i staver over noget seriehalløj på Netflix, så jeg blev nødt til bare at efterlade pizzabakken. Ja, og så ville jeg egentlig have taget den med i morges, da jeg tog på arbejde, men så glemte jeg det,” fortæller han.

… men ikke god nok
Jeg lytter bevæget, mens jeg betragter værket. Nu får jeg øje på nye dimensioner. Spredte krummer, måske ligner fedtpletten en høj mand med tophue, som danser med en lille, tyk dame? Eller er det en elefant og en skildpadde, størrelsesforholdet helt forvrænget, som for at aftvinge beskueren en stillingtagen?

“Det var en smaddergod pizza. Som sædvanligt – med masser af pepperoni,” lader Lasse os vide.

Masser af pepperoni. God. Men ikke god nok, åbenbart. Det næsten sammekrøllede levn, det sidste egentlige vidnesbyrd om den pizza, der var engang, ligger uberørt hen. Det var ikke godt nok til at blive spist.

Jeg forlader Lasse Poulsens lejlighed med hovedet fuldt af tanker og ubesvarede spørgsmål. Er jeg heller ikke god nok? Kan jeg spise op, næste gang jeg bestiller pizza? Blev Lasse mæt, og vandt han mon egentlig den fodboldkamp?

Vurdering: Fem ud af seks cembalostrenge